På "Dualism" er det, i lighed med tidligere udgivelser fra hollandske Textures, staccato riffs og skæve rytmer, der er det kreative brændstof i sangene. Dog er der generelt en tand mere melodisk islæt i vokalmelodierne på "Dualism", men ellers er albummet funderet i de samme musikalske rødder som på tidligere albums, som giver albummet et aggressivt såvel som progressivt præg.
Umiddelbart burde de flere melodiske tiltag give albummets sange en større dynamik end hidtil hørt, men især på den sidste halvdel af albummet bydes der ind med for enslydende melodiske elementer på de 11 sange på "Dualism". Bedst fungerer det på "Reaching Home", hvor både riffs og melodier lige rammer et niveau højere end de fleste andre sange, og det er ærgerligt at der er så forholdsvis få sange på albummet, der rammer dette niveau.
Der er fint nok at satses mere på melodierne, men nogle gange i løbet albummet savner man også lidt bid i de aggressive parter – der mangler til tider simpelthen lidt mere udsving til den aggressive side, især i de numre, hvor vokalmelodierne rammer det middelmådige niveau. De mere skæve musikalske ideer kompenserer lidt for dette, men det mest frustrerende ved albummet er nok at man, i bund og grund, ved at der er potentiale til mere end der leveres på "Dualism".
Bevares, "Dualism" er et fint album og Textures er stadig et hestehoved foran konkurrenterne på de fleste områder, men generelt rammer "Dualism" ikke helt niveauet fra "Silhouttes".
Kommentarer (2)
Schaffer
Indlæg: 26
Dualism's styrke er bandets
Dualism's styrke er bandets progressive kerne i hver af de 11 spor. Hver og en af sangene har en naturlig vækst og en ægte følelse af historiefortælling, hvor lytteren bliver revet med på en rejse, hvis placering er lige uden for vores rækkevidde. Dette er ikke et videre tilgængeligt album, og dynamikken kræver udelt opmærksomhed og flere gennemlytninger. Men med tiden åbner skæringer sig op, hvor melodierne og især forsanger Daniel de Jongh leverer en præstation, som er en klasse for sig med en spændvidde fra det fedeste growl i flere oktaver til den smukkeste skønsang. Daniel de Jonghs rene sang er virkelig fantastisk og er et perfekt match til bandets mere liberale brug af musikalske opfindelser og nuancer, mens hans barske vokal skærer igennem krop og sjæl.
Åbneren "Arms of The Sea" er dyb og har en brutal puls, der fænger indtil De Jongh finder sin crooner stil og serenader dig ind i brændingen af dødsgrowl. "Black Horses Stampede" er nok den mest brutale og i mine ører den mest vitale og insisterende skæring, hvor De Jonghs skønsang glider over i growl i flere niveauer - og hold da kæft, hvor er det godt. Pisse godt. "Reaching Home" har en utrolig enkel, vanedannende riff-struktur, der som en fin, rød tråd løber fra vers til vers, og i kombination med De Jonghs utroligt stærke og vidunderlige melodiske vokal, er dette næsten et radiohit på P3. Consonant Hemispheres, Singuality og albummets øvrige skæringer er bare fede, melodiøse og vokalen leverer 100 % hver gang. Dette album er en perle.
Schaffer gav Textures - Dualism 9/10.
Time Signature
Tidligere anmelder
Indlæg: 65
Det lyder som en spændende
Det lyder som en spændende skive, men er vi ude i noget djent-noget?