De franske giganter overgår sig selv med et sandt mesterværk!

Moments difficiles inspirent de grandes choses

Hårde tider og modgang er som regel rigtig god og potent benzin for et metalband. Og lige netop hårde tider har franske Gojira oplevet en del af siden udgivelsen af deres forrige skive L’enfant Sauvage fra 2012. Først og fremmest, til bandets store frustration, mødte pladen kritik fra deres mest dedikerede fans, da tempoet var blevet sat ned, der var skruet op for det elektroniske og generelt var musikken blevet tilført et lidt mere "poppet" udtryk. Derudover kastede Gojira sig hæmningsløst ud i lange drænende turnéer alt imens de planlagde at bygge deres eget studie i New York op helt fra bunden. Alt i alt havde de et par år, der kunne have taget pippet fra de fleste, men som om det ikke var nok mistede brødrene Duplantier deres mor til kræften kort efter det nye studie stod færdigt. Da indspilningerne til denne, deres femte, langspiller var undervejs, var brødrene Joe og Mario Duplantier så stressede, anspændte og frustrerede at de følte sig som vulkaner, der kunne gå i udbrud når som helst. Det var her den kreative proces for alvor satte igang, og den kommende plades titel besluttet: Magma.

"When you change yourself, you change the world."

Det er ingen overdrivelse at påstå, at Gojira har været igennem en aldeles spændende udvikling siden første album Terra Incognita fra 2001. Og udviklingen fra den lidt udskældte L’enfant Sauvage fortsætter umiddelbart på Magma; Hvad der engang var meget tungt og meget progressivt, er med tiden blevet mere atmosfærisk og drømmende og knap så hurtigt, buldrende og teknisk indviklet. Bevares, her er stadig en masse progressive elementer og dundrende sublime riffs der gør at man på intet tidspunkt er i tvivl om at det her er Gojira; Omend den er mere dvælende og langt renere end hidtil, er Joe Duplantiers skandaløst undervurderede vokal stadig i en klasse for sig. Og så er der selvfølgelig også lillebror Duplantier, trommeslager Mario, der leverer en helt igennem fantastisk præstation bag gryderne. Han beviser pladen igennem med sin helt unikke opfindsomhed og de til tider næsten flabede temposkift, at han hører til i den absolutte elite når det kommer til teknisk begavede metal-trommeslagere. Hør bare nummeret "The Cell" - det er ren guf for de trommeinteresserede.

Et lyt til singlerne "Silvera" og "Stranded" - og ikke mindst nummeret "Pray" - afslører at Gojira på mange måder er blevet et mere modent orkester, der hviler så enormt meget i sig selv og deres unikke talent, at de så let som ingenting kan lave et helt simpelt og relativt roligt nummer, der stadig er potent som bare fanden. Det er stadig progressiv og hårdtslående metal der kan rokke nakken af led, men i forhold til tidligere, er det nu udført med en selvsikker atmosfærisk ro der gør musikken smuk og drømmende, men også fandens hård og tung på én og samme gang. Jeg vover pelsen en smule og siger, at jeg faktisk hører en anelse Tool i de passager hvor der leges med det alternative, skæve og drømmende. Og det er en vinkel der klæder dem aldeles fint.

Gojira er i dén grad et band, der gerne vil styre tingene selv og har en soleklar vision for hvor de skal bevæge sig hen som band. Produceret af frontmanden selv, er dette en skive der på ingen måde bærer præg af klassisk søgt progression, men derimod er et resultat af helt naturlig udvikling fra et band der besidder uudtømmelige mængder af talent. Det er overlegent, enestående og mesterligt!

Tårevædende smukt!

Magma er ikke en plade man bare lige hører en enkelt gang og derefter danner sin mening om. I det tilfælde vil der bare ske det der også skete første gang man nogensinde hørte Gojira; Man tænkte: "Hvad helvede er det her for noget mærkelig "save the whales"-metal…?" Næ nej, Magma kræver adskillige koncentrerede gennemlytninger før den bider sig fast, for én ting er sikkert: Gojira laver aldrig en let tilgængelig plade. Men giver man skiven den tid den fortjener, så vil man også opleve, at den er et sandt mesterværk der bliver bedre og bedre for hver gang man hører den. Det er en så fabelagtig, tung, dragende, smuk og dyb skive, at man skiftevis headbanger og fælder en melankolsk tåre. Alt er som det skal være på Magma og endnu mere til; Sol, måne og stjerner står præcis som de skal og en klassiker er hermed født. Det er ikke så ofte undertegnede uddeler den absolutte topkarakter, men sjældent har den været mere fortjent.