Tre, fire – Dadadadadadadadadadadada... Nogenlunde sådan starter og fortsætter guitarist Marty Friedmans nye soloalbum, "Loudspeaker", der med undtagelse af en enkelt passage er rent instrumentalt. Albummet byder på solid, velspillet, svingende heavyrock med en streg under ’heavy’. Størstedelen af albummet er uptempo, som min indledende bemærkning antyder, og i ukompliceret 4/4-takt. (Nummeret "Stigmata Addiction" har dog en mere tung og afvekslende rytmisk struktur og ligesom åbningsstykket i "Static Rain" en mere dyster stemning.) I modsætning til så mange andre albums i denne genre er der faktisk forbavsende lidt solo-blær på "Loudspeaker". Musikken er bygget op omkring tunge, fremaddrivende riffs med højtidelige leadguitarmelodier ovenpå.
Mange af numrene er tydeligt inspireret af Steve Vai, f.eks. "Paradise Express" - den mere stille passage i dette nummer lugter en del af den tilsvarende i "Erotic Nightmares" fra Vais "Passion & Warfare", ligesom flere af Friedmans leadmelodier har en tydelig arv fra "Liberty" fra førnævnte album. Steve Vai medvirker for øvrigt selv som gæstemusiker på nummeret "Viper". Af andre kendte gæster kan nævnes John Petrucci og keyboardist Jens Johansson. Bassen håndteres på skift af Billy Sheehan, en japaner ved navn Masaki og Friedman selv, mens trommetjansen deles mellem Jeremy Colson og den japanske Ryuichi Nishida.
Efter at være blevet rusket igennem med godt 40 minutters catchy, charmerende, overvejende uptempo heavy (med undtagelse af den japansk betitlede femte skæring, der er mere poppet) er det lidt fesent, at Friedman har lagt hele to langsomme powerballad-agtige numre til sidst: først "Coloreas Mi Vida", der gør brug af en lille smule kitschet, kælen kvindesang, nærmest som et fill i musikken, dernæst "Devil Take Tomorrow", som får hele armen med strygersovs. På denne måde virker "Loudspeaker" lidt skævt disponeret, og albummet er generelt hverken tynget af den store originalitet eller musikalske dybde. Men det er såmænd underholdende nok et langt stykke af vejen, fedt produceret og værd at tjekke ud, hvis man mangler noget god musik at rydde op eller løbe til.
