Endelig kom der en fantastisk Madball plade

Madball er lige siden de debuterede tilbage i 1988 blevet set som værende frontløberne for New York Hardcore Punk. Det blev startet som et side projekt af gutterne Vinne Stigma og Roger Miret fra Agnostic Front, da de plejede at hive Miret's lillebror Freddie Cricien op på scenen, hvor han fik lov til at synge med på nogle numre. Det udviklede sig så til, at Madball blev Cricien's band og siden har de turneret verden rundt. Jeg har altid syntes, at Madball har været et godt band. Jeg har lyttet meget til deres musik, specielt plader som Infiltrate The System og Empire gjorde indtryk på mig, men jeg må indrømme, at der alligevel har manglet et eller andet i deres musik, som jeg ikke lige kunne sætte en finger på. Jeg fik så lov til at slippe min indre Hardcore fan løs og anmelde deres nye plade Hardcore Lives, men levede pladen op til titlen?

Gennemgang

Pladen bliver sparket i gang med en halvanden minuts lang intro, hvor der bliver jammet for alle pengene. Madball viser allerede her, at dette er noget, der holder og at de måske har overgået sig selv med Hardcore Lives. Der går ikke lang tid før andet nummer, som også er pladens titelnummer, bliver sparket i gang. Bandet kører videre fra, hvor de slap, og lige fra start kommer Freddie Criciens signatur vokal på. Det er et utrolig fedt åbningsnummer og der bliver ikke givet slip på lytteren, før det for alvor er færdigt. Der er et hurtigt tempo, som kører igennem det hele, og det er sådan, vi plejer at kunne lide vores Hardcore, hurtigt og lige på. "The Balance" er tredje nummer på pladen som ca. kører i et midt tempo. Et nummer, som ikke lige går så hurtigt, men alligevel har det et fedt groove. Det er også et genialt eksempel på den gode kemi de har indbyrdes i bandet. Jeg har, indtil videre, ikke følt et eneste dårligt vibe eller noget, der mangler. Jeg er ret imponeret af de første par numre. Fjerde nummer "Doc Marten Stomp" virker som en hyldest til det vaskeægte New York Hardcore. Cricien synger faktisk en smule i løbet af omkvædet og længer sit skrig på hylden i nogle få sekunder. Det har indtil videre været højdepunktet på pladen - det udstråler en utrolig god og glad følelse igennem hele nummeret. "DNA" ændrer så det hele. Dette er et godt eksempel på et klassisk Madball nummer og det minder lidt om nummeret "Heavenhell" fra skiven Legacy. Jeg føler også et lille hint af Crossover Thrash inspirationer, som også har en stor indflydelse på Hardcore i 90'erne. Hardcore har jo altid handlet om at være sand mod sine venner og familie, og det bliver i den grad også nævnt i nummeret "True School", som har Scott Vogel fra mit ynglings Hardcore band i verdenen, Terror, på gæstevokal. Igen hører vi det midttempo beat, som trommerne kører i og det falder perfekt sammen med bas og guitar. Jeg synes på samme tid at Vogel og Cricien er et unikt makkerpar til et nummer. Min idé er måske lidt langt ude, men jeg synes, at de kunne være perfekte sammen i et sideprojekt, hvor de delte vokaltjansen. "Here And Now" er endnu et los i løgene, og de kører bare derud af med 300 kilometer i timen. Utrolig mindeværdige riffs og trommerne er på fra start til slut – det er trommeslageren, som bærer dette nummer, føler jeg. Produktionen på pladen er utrolig god og jeg kan ikke finde noget, der mangler eller bliver holdt ude. Hardcore Lives har en produktion, der er lige så klar som en uskyldig lille bjergsø. Guitaristen Mitts har også overgået sig selv på denne plade med riffs, som er utrolig mindeværdige og noget som slår igennem på hvert eneste nummer på pladen. Jeg er dybt imponeret over de riffs, som er endt på pladen og de er mere end velkomne til at skrive flere riffs i samme kaliber. Den nyeste tilføjelse i bandet er trommeslager Mike Justian. Han er en fænomenal trommeslager, som er utrolig hurtig på trommerne, men på samme tid også meget opfindsom. Han er også virkelig god til at få det langsomme groove med i sangen. Madball skal have ros for at bringe et så godt element ind i deres band. Vokalen er i top form på denne plade, og det at Cricien valgte at have en smule ren sang på "Doc Marten Stomp" er et godt eksempel på, at man tør at lave noget anderledes engang i mellem. Mere er der ikke at sige i den afdeling.

Et kvælertag som ikke giver slip!

I bund og grund kan jeg sige, at alt der manglede på tidligere Madball plader, er samlet og et monster af en plade er skabt! Jeg har virkelig nydt hvert nummer på pladen og jeg har en ny funden kærlighed for Madball. Og det kan kun blive godt herfra og videre.