Anden omgang
Dagen efter jeg fik flyttet mine grænser til et veloplagt Biohazard, var det atter tid til at stå ansigt til ansigt med en repræsentant for NYHC. Og hvilken ambassadør. Madball kalder sig selv for et undergrundsband, hvilket sikkert er rigtig nok, men når JEG ved, hvem de er, kan man næppe kalde dem undergrund. Som nævnt i en tidligere anmeldelse er jeg forholdsvis uerfaren udi genren hardcore, men efter først Biohazard og dernæst Madball kan jeg konstatere, at det er noget, jeg bør lave om på ved første givne lejlighed.
Det har nok været den manglende kompleksitet og almindelig uvidenhed, der har afholdt mig fra at udforske den del af tung musik, men vildskaben og den almindelige arrigskab tiltaler mig, og jeg er nu overbevist om glæden ved en god omgang hardcore. Bandet var yderst animeret på scenen, og det var en fornøjelse at se, at det ikke bare var forsanger Freddy Criciens job at sætte et godt eksempel på energien ved hardcore live.
Veloplagt band
Og energi var der nok af til at kunne levere strøm til hele pladsen. Hæmmet af min vertikale udfordringer kunne jeg derfor ikke direkte se, hvordan pitten så ud, men den massive støvsky afslørede, at publikum var tændt. Og jeg forstår dem godt. “Streets of Hate”, “Set It Off” og “Across Your Face” blev leveret som en velplaceret knytter, lige på næseryggen. Men den er kærligt ment. Musikken er vred, og koret er bøllet som ind i helvede, og dog er deres udstråling alt andet end aggressiv.
Jeg har skrevet stolpe op og stolpe ned om kunstnernes mere eller mindre leflende snik-snak, tilmed beskyldt fænomenet for at være overvejende amerikansk. Men her, på festivalens fjerneste scene, var det som et gensyn med en god, gammel vennegruppe. Freddy Cricien engagerede os alle sammen, spurgte ind til, hvor mange der så dem for første gang, og virkede næsten ydmyg i sin introduktion af dem selv som orkester. Han skal også have ros for sin manglende tidsfornemmelse: Da han spurgte, hvor meget tid de havde tilbage, konstaterede han, at han hellere måtte holde kæft og spille noget mere musik.
Nye græsgange
Apropos Pandæmonium, så var lyden faktisk acceptabel, men der var stadig momenter, hvor stortrommen satte sig for bordenden. Det godstog, jeg har beklaget mig over, blev dog hældt på nye flasker af et band, der belønnede mig med en koncert, der bedst kan beskrives som medrivende. Energiudladningen stod mål med tempoet, og ingen virkede specielt påvirkede af, at det var tredjedagen på Copenhell.
Stemningen holdt et stabilt niveau, og festen var total. Vi blev spurgt, om vi hyggede os, og alles arme røg i vejret som respons. Og jeg selv? Jeg blev mindet om, hvorfor jeg trofast tropper op med stive knæ og alt for mange kopper kaffe i systemet til at stive moralen af. Det er ikke hver dag, at både mit anmelder- og musikhjerte føler sig det større ved udsigten til at udvide mit repertoire. Biohazard stillede keglerne op, Madball væltede dem alle omkuld.
