Efter bandets anden CD, "The More Things Change", var det som om bandet desperat prøvede at hoppe på den dengang spirende nu-metal bølge, hvilket ikke rigtigt passede mig særlig godt. Derfor var jeg yderst overrasket da pladens første nummer, "Imperium", efter den stille intro knaldede ud af højtaleren. Så tung og ondskabsfuld har jeg ikke hørt bandet siden "Burn My Eyes". Den anden store opdagelse for mig var Robb Flynns stemme som har forbedret sig utroligt siden de første plader - især han skønsang er virkelig i topklasse! Edvidere har rekrutteringen af hans gamle Violence guitar sidekick Phil Demmel åbnet en ny dimension i bandets Neo Thrash. Soloerne er nu noget man lægger mærke til, hvilket jo ikke var en selvfølge før. At Mr. Flynn også lidt er i det nostalgiske hjørne denne gang høres i pladens syvende nummer "Vim" (en tribut til Bad News?), som efter mandens egne ord er et riff han har haft liggende lige siden han var med i Forbidden. Nummerets hoved riff lyder som, tro det eller ej, Mercyful Fate og efter Rob's eget udsagn er dette også meningen, nummeret lyder da også som en blanding af de gæve danskere og Pantera. Desværre er det ikke alle numre på skiven der ligger i denne vægtklasse men der er uden tvivl skruet op for aggressionerne på pladen. De mere afdæmpede numre fænger ikke helt hvilket jo ikke er så mærkeligt eftersom Machine Head's styrke altid har ligget i den tonsende hårde ende, men heldigvis er disse sange dog i undertal. Mere er der egentlig ikke at sige til denne plade, som må anses som den bedste siden den overheftige debut. Og for at slutte af i Gunnery Sargent Hartmann, "They are definitely born again hard". (Bjorn)

Machine Head har gennem tiderne gennemgået stort set alle succes niveauer. Den klassiske debut "Burn My Eyes" står stadig som en af midt-90’ernes vigtigste thrash albums. "The More Things Change" fra 1997 levede ikke helt op til debut-skivens storhed og klasse, mens de med "Burning Red" havde lagt thrash rødderne lidt på hylden og i stedet eksperimenterede med den moderne nu-metal bølge og en higen efter kommerciel succes, hvilket det absolut ikke blev til. Helt galt gik det med "Supercharger" fra 2001, der mere eller mindre floppede totalt. Nu skriver vi 2003 og med den gamle Vio-lence guitarist Phil Demmel i line-up’en er der virkelig kommet andre boller i suppen. En god portion af de gode gamle thrash-elementer er tilbage, hvilket gør "Through The Ashes Of Empires" til et rigtig stærkt album, der dog stadig mangler noget for at opnå samme klasse som debuten. Tracks som "Imperium" og "Bite The Bullet" viser lidt af den power man længe har savnet hos Machine Head og alt i alt må man sige, at selvom Machine Head har begået et hæderligt stykke arbejde, mangler den det sidste touch før det igen bliver rigtig fedt! (DSW)