Macbeth kommer fra det tidligere Østtyskland (ja, det er selvfølgelig stadig den østlige del, geografisk set) og har eksisteret siden midtfirserne. De har dog først i nyere tid fået skrabet en pladekontrakt til sig, og "Gotteskrieger" er deres andet udspil. Måske opsparer man bare en omgang solid arrigskab af at have levet under et totalitært regime. I hvert fald spiller Macbeth en omgang tight, passioneret power-thrash i stil med Nevermore... med tyske tekster!

Lige præcis de tyske tekster vil nok tænde mange lyttere af, og det er indrømmet ofte ret corny at høre på, men jeg synes for det meste, at det er corny på den fede måde. De, der i en brandert har stået og hoppet til Rammstein, mens de skrålede "hier kommt die Sonne", ved måske, hvad jeg mener. Macbeths tekster er dog mere fyndige og detaljerede end det Rammstein, jeg har hørt. Det, jeg har kunnet dechifrere af tekstuniverset på numre som "Gotteskrieger" og "Mein kleine Soldat", er i det sarkastiske hjørne, hvor der bliver sunget om religionskrigere, forældre, der opdrager deres børn til at blive soldater, og andre teatralske ekstremer. Olli Hippauf er måske ikke verdens bedste sanger, men kombinationen af hans hæse, hærgede stemme og fanden-i-voldske forsøg på at efterligne Warrel Dane og lignende passer faktisk meget godt til musikkens vrede drive.

Lilletrommelyden er ind imellem en anelse steril og gate't at høre på, mest i starten af albummet, men ellers er produktionen tung og understøtter bandets solide metalhåndværk. Harmonisk minder numrene en del om hinanden (med undtagelse af den meget flotte, følelsesladede afslutning "Am Grab"), men jeg synes, energien kompenserer for den lurende ensformighed. Der er noget ærligt og umiddelbart medrivende over den her skive, tyske konsonanter eller ej.