Limp Bizkit ruller stadig
Ifør dig din hvideste wifebeater, på med snapbacken, og rul armen ud ad vinduet, for haltekiksen er endelig tilbage. Tænk, at det skulle ske; al snak om et nyt album var blevet lidt for meget all talk og no action. Men det sidste stykke tid begyndte rammerne at blive sat og tingene spidset til: den sagnomspundne Woodstock 99-dokumentar, der kom for nylig, hvor Fred Durst om nogen blev ristet og udstillet som bussemand for de mange ulykkelige hændelser, der skete. Deres koncert på Lollapalooza, der viste et band i storform og en reinkarneret Fred Durst med paryk og store solbriller, samt premieren på deres nye single, ”Dad Vibes” – og så begyndte der lige så stille at komme vind i sejlene for Limp Bizkit igen. Uden nogen form for promotion, blot små teasere her og der, men ingen officiel udmelding fra bandets største platform udgav de deres nye album, Still Sucks. Det er om noget en mystisk markedsføring, især efter 10 års tørke på albumfronten, men som bandet så ofte udtrykker, ”We Don’t Give a Fuck”, er den her nu engang: Limp Bizkit Still Sucks.
Drypvis hype
Det er svært at finde ud af, om Still Sucks er en metagenistreg, en parodi på dem selv, eller om de i højere grad blot lever op til albummets navn. De sidste mange år har de teaset deres fans med, at der har været et nyt album på vej, de har afspillet små smagsprøver både live og i studiet, og alligevel bliver man spist af med et album på en halv times tid. Allerede her bliver fornemmelsen lidt lunken – var det virkelig alt, hvad der lå i kortene?
Limp Bizkit har lagt ører til meget, især for at være et af de mest forhadte bands i metalverdenen. Og Still Sucks er ikke bare et nyt album. Det er en barrikade og en stor langemand til alt og alle, fans såvel som kritikere. Det føles i hvert fald sådan: titlen på albummet, det hæslige cover og de sarkastiske tekster. Det er en parodi, et plagiat på dem selv. Kompositioner, opbygning og sammensætning af albummet – alt lugter af det, bare med lidt ekstra flødeskum på toppen. Der er de obligatoriske bangers, altså dem med drøn på, der skal høres med armen ud ad vinduet. ”Out of Style” og ”Dirty Rotten Bizkit” er gode eksempler på dette, hvor sidstnævnte lyder en til en som deres tidligere nummer ”Hot Dog”. Der bliver rappet de obligatoriske strofer som ”Chocolate Starfish” og ”Redneck Fucker”, som efterhånden er obligatorisk for hvert nummer, der bliver produceret. Balladerne skal vi heller ikke snydes for, og denne gang er det INXS-nummeret ”Don’t Change”, der bliver fortolket og yderligere demonstrerer, at Fred Durst altså aldrig bliver den helt store sanger – heller ikke med en slat autotune.
Det fungerer faktisk bedst på de rendyrkede rapsange. ”Dad Vibes”, ”Turn It Up, Bitch” og ”Love The Hate” – hvor Fred Durst dialogisk saver sig selv og bandet midtover på en helt genial måde. Og det metalag, der ligger i teksterne og hele konceptet bag dette album, bekræfter bare, i en eller anden form, at det her på ingen måde kan være et seriøst udspil. ”Barnacle”, der er rendyrket grunge-energi, er et simpelt højdepunkt med tre akkorder, men viser i små glimt, at de stadig forsøger lidt, trods at det er halvhjertet.
På højde med en Rickroll
Still Sucks er klassisk Limp Bizkit, som man elsker at hade eller hader at elske. De viser i små glimt, at de stadig har energien og attituden. Og det er vist også det. Det virker lidt, som om at der er to scenarier, der kan have udspillet sig: Enten er der virkelig ikke lagt særlig meget energi i dette album. Eller også er der lagt utrolig meget energi i at trolle så meget som muligt. Genbrug, samples, korte ligegyldige numre. Og er alt dette bare for at vise, at de som altid ikke giver en fuck for noget, så har de bestået testen. Men dette album er virkelig ikke noget, der har været værd at vente på. Der er små fornøjelige numre, men alt ramler bare sammen til en fuldstændig doven, flad og ligegyldig oplevelse, desværre. Men man siger jo, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale, og man kan altid tage den lette vej, hvis man allerede har kastet håndklædet i ringen. Det virker lidt sådan, når albummet afsluttes med ”Goodbye”.
