Så ’ der kiks!
Limp Bizkit. Et af Copenhell 2024’s absolutte hovednavne, hvis det står til den del af publikum, der, ligesom jeg selv, var ung i 90’erne. Og hvis du var – og stadig er – en af dem, så var der mødepligt, da Limp Bizkit smadrede Copenhells hovedscene. For de var uundgåelige dengang, ligesom de er det på plakaten her 30 år efter, de brød igennem lydmuren med deres kreative tekster og underfundige nu-metal. Bandet har alle dage været kendt for Fred Dursts aggressive vokal (og fuck you-attitude) og for Borlands ferme brug af masker/ansigtsmaling og ikke mindst hans eksperimenterende lydunivers. Der har da også været masser af drama – for at sige det pænt – for Fred Durst er ligesom så mange andre frontfigurer inden for musikken et excentrisk bralrehoved, og han er gladere for omtale, end en vis hr. Spies i 70’erne. Han er derfor også lidt af en joker, som man aldrig helt ved, hvor man har. På godt og ondt!
Nåh ja, så lad os da smadre ting
Lige ud af starthullerne lignede Fred Durst allermest en rigtig træt galophest i et rigtig flashy dækken. Han kom luntende ind på scenen i en refleksjakke og lignede allermest en, der overhovedet ikke gad være der. Wes Borland kom ind i en ekstravagant maske, og de lidt mere diskrete medlemmer John Otto bag tønderne, Sam Rivers på bassen og ikke mindst DJ Lethal i baggrunden fyrede hurtigt op under ”Full Nelson” uden omsvøb eller gøgl.
Gøgl og staffage synes jeg nu ellers, der var nok af denne aften. Limp Bizkit har ikke været relevante i årtier, og det viste sig hurtigt, at de da også blev nødt til at hive alt muligt andet ned fra hylderne for at fylde en sølle 1-times koncert ud. Vi fik både hørt bidder af ”Proud Mary”, som en lad os kalde det naturlig forlængelse af ”Rollin”, ”Careless Whisper” (men i øvrigt uden deres fortrinlige cover af ”Faith”, så hvad skulle vi med den?), Panteras ”Walk” og ”Seven Nation Army”. Og nåh ja. Så fik vi også en bid med Nirvana. Men inden jeg bliver for sur, så er Limp Bizkit heldigvis meget mere end en rodebutik af andre folks materiale. For når de spillede ”Rollin”, ”My Generation”, ”My Way” og alle de andre kæmpe nu-bangers, så var de i urørlig topform. Jeg gad bare godt at have set mere af præcis det. Deres musik. Leveret med samme ild, som Durst & Co. præsterede med ”Nookie” og ”Break Stuff”, der rundede sættet fortrinligt af.
For når musikken spillede, så lød det pissegodt, og bandet som helhed er en medrivende flok, og pitten fyldte fra scenen til bakken. Som den skal, når et hovednavn spiller. Jeg får bare nok af udenomssnakken og alle pauserne. Mere musik, tak. For publikum var så meget med dem, at de kunne have spillet hvad som helst. Og det kan man jo argumentere for, at de også gjorde. Det klæder egentlig bare ikke så store bands at stjæle med arme og ben på den måde i stedet for at servere deres egen musik. Så min bitterhed skal tolkes som en grådighed snarere end en surhed.
Fred Durst lyder præcis, som han gjorde, da bandet brød igennem, og det er i sig selv en præstation. Hans fremførelse og intensitet på ”Boiler” fik gåsehuden frem, og hvis bare hele koncerten havde bestået af den stemning, så havde jeg været en lykkelig anmelder. For filan, hvor er de dog velspillende, jeg fik bare ikke helt nok til at gå helt lykkelig derfra. Jeg fik mig dog en snak med et par, der havde stået længere fremme, og de var mere end tilfredse med de indlagte små pauser. For ellers var de omkommet i pitten. Hans ord, ikke mine. Så var du helt fremme i den konstant smadrende moshpit, så var det formentlig et helt perfekt show. Hvis man godt kan lide, at numrene kommer som perler på en snor, ja, så savnede man lidt mere sammenhæng.
Live, Laugh, Limp
Publikum var mødt talstærkt op torsdag aften både for at se nu-metalikonerne – og samtidig for at få et skud nostalgi skudt direkte ind i årerne. Og nostalgi skal der til for at bære et hovednavn hjem, der ikke har udgivet noget sådan rigtig godt og relevant i +20 år. Men leverede de så?
Jeg må indrømme, at jeg er ret ambivalent i forhold til denne her koncert. De spillede sindssygt godt, hittene rullede (og rullede og rullede) ud over scenekanten, publikum dansede og skrålede, Dursts stemme var spot on – attituden var det samme. I hvert fald under numrene. Jeg synes, at han var lidt tung imellem numrene, der var for meget udenomssnak, og pauserne var for lange. Især når de kun spillede i en time. Det er i forvejen en kort hovednavnskoncert, og så skal de da slet ikke begynde at proppe andre ting ind i mixet. Og hvor The Offspring i går sagde ’fuck yeah’, så sagde Limp Bizkit ’fuck you’. Og det er nok meget rammende for oplevelsen af begge koncerter.
