Vælg nu bare en stil

Jeg har normalt ikke noget imod, at man forsøger at arbejde med de genrer og stile, der nu engang er til rådighed inden for ens hovedområde, nemlig rock og metal. Normalt har jeg sågar ikke noget imod, at man forsøger at inkorporere andre stilarter i rock- og metalområdet. Hvad jeg dog har noget imod, er, når man på et enkelt album kommer så meget rundt i forskellige genrer, at det gør lytteren forvirret over, hvor vi egentlig er.

Og det er så hovedessensen af Light The Torch – Revival, for er du helt Vimmersvej, hvor vi kommer rundt i alt fra heavy metal til metalcore, groove metal, hard rock og alternative metal – og så er der alle de små elementer af nu-metal, der skjuler sig her og der. Hvis de nu bare kunne bestemme sig lidt mere, og endda udnytte den stemme og erfaring, som Howard Jones så tydeligt stadig har, på trods af næsten 20 år som forsanger i forskellige metal bands, så ville lytteroplevelsen være fuldendt.

Kedeligt og intetsigende

Hvor Howard Jones i Killswitch Engage havde en helt anden energi og måde at arbejde sammen med sit band på, så er Light The Torch umiddelbart bare rutinearbejde for ham og resten af bandet. Flere gange sidder man og tænker: ”Så for satan, nu går det amok,” og så kommer der blot lidt scream eller growl, og så dør stemningen igen. Især i ”Lost in Fire” bygger bandet flere gange stemningen op, for så at lade den dø. Her kunne jeg godt tænke mig noget mere ødelæggelse på trommerne og måske at man samtidig lader bassen få lidt mere plads.

Desværre er det hele set før – på alt for mange plader. Det virker, som om de har siddet og hørt en masse musik og ind i mellem udbrudt: ”Dét skal vi også have med,” uden rigtig at have fundet en rød tråd i deres musik og måske prøvet at skabe noget personligt, frem for blot at skære 12 numre, og kalde det en cd. Det er ”The Sound of Violence” et glimrende eksempel på: Hvor resten af numrene på pladen er startet ordinært med et forspil, springer ”The Sound of Violence” direkte ud i to minutters screamo fra Howards side, som, bevares, han dog også er kanondygtig til, men der burde måske have været en tilknytning til resten af albummet med lidt clean vokal, som der er gjort på de andre numre.

Generelt er Revival et kedeligt og intetsigende album, som er lige så hurtigt glemt, som det er hørt. Der er ingen sjæl eller varme i det album, og det kan godt irritere mig, når der tænkes på, hvem vi har med at gøre. Der er næsten tale om en supergruppe, idet vi har en trommeslager fra Devolved, en guitarist fra All Shall Perish, en forsanger fra Killswitch Engage og en bassist fra Bleeding Through. Allerede der er der en kapacitet, der burde give et bedre produkt.

Børnesygdommene burde være overstået nu

Når man på sit første album har et produkt med Logan Mader i den førende position, så har man allerede der en fantastisk start på festen, og der burde således være åbnet for, at fremtiden ser nemmere ud, fordi man har gjort forarbejdet så godt, som det nu er gjort. Men nej; det er som om bandet er gået baglæns, og laver flere fejl på deres tredje album, end hvad der forventes.

Light The Torch fra Los Angeles har desværre præsteret noget anonymt og kedeligt her i deres tredje forsøg, og jeg må desværre sende dem tilbage over Den Store Sø med kedelige fem kranier i tasken.