Light The Torch - You Will Be The Death Of Me

You Will Be The Death Of Me

· Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Antal numre:12

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Forsangerkabalen går op

Da Howard Jones i 2002 overtog mikrofonen i Killswitch Engage fra Jesse Leach, blev udtrykket i metalcore-giganterne mere følsomt og mere poleret, men måske også lidt mindre farligt og uden så mange skarpe kanter. I 2012 overtog Leach så mikrofonen igen, og Howard Jones startede efter en kort pause Devil You Know, som nu er blevet til Light The Torch. Forvirret? Det er der ingen grund til. Deres nyeste plade, You Will Be The Death Of Me, er nemlig lige til at gå til.

Den melodiske fakkel bliver holdt højt

Hvis livet gør lidt ondt, og det gør det jo indimellem, så er det rart at have en, som forstår det og har været igennem det selv. Lidt sådan er det at lytte til Light The Torch. Universet på You Will Be The Death Of Me er i hvert fald melankolsk med en snert af vrede. Det fungerer egentlig fint på den første halvdel af pladen, hvor især “Let Me Fall Apart”, “Wilting in the Light” og “Death of Me” formår at balancere de melodiske omkvæd med tunge metalcore-riffs. “More Than Dreaming” sparker festen i gang med tung, hurtig guitar og Jones’ letgenkendelige vokal, og af sted det går. I hvert fald i fem-seks numres tid. Der er skruet lidt op for clean-vokalen og ned for growleriet denne gang, men det gør ikke noget, for Howard Jones er god til begge dele. Produktionen er professionel, men måske også til den lidt for pæne side. Det er ikke, fordi alt skal lyde, som om at det er optaget med en Nokia 3310 med en legetøjsmikrofon, men i Light The Torchs tilfælde gør det nogle gange, at de kommer til at lyde en lille smule uskadelige. Det er synd, for vi har at gøre med et band, som kan skrive sange, der nærmest growler på at blive sunget med på, og kan lave nogle breaks, der næsten brækker nakken på en. 

For så vidt er You Will Be The Death Of Me også en fin plade. Efter femte nummer begynder der dog at indtræde en følelse af “har jeg ikke lige hørt det her nummer?”. Numrene føles lidt, som om at de er skåret over en skabelon, og pladen mister lidt det, som alle gode metalplader skal have – den tvinger ikke lytteren til at høre efter. Numrene bliver ikke nødvendigvis dårligere, men de glider ind af det ene øre og ud af det andet. You Will Be The Death Of Me kunne måske have været en ganske glimrende EP, men den er en lidt langtrukken langspiller, som er blevet pakket lidt for pænt ind.

Svulstigt, fængende – og lidt kedeligt

Der er ingen tvivl om, at Howard Jones og co. kan skrive svulstige, melodiske og fængende omkvæd, og der er også et par gode sange på You Will Be The Death Of Me. Det ville bare have været så meget federe, hvis der også var en overraskelse eller to på pladen. Den er bare lidt for let at glemme igen, når først guitaren fader ud.

 

Tracklist

  1. More Than Dreaming
  2. Let Me Fall Apart
  3. End of the World
  4. Wilting In The Light
  5. Death Of Me
  6. Living With A Ghost
  7. Become the Martyr
  8. Something Deep Inside
  9. I Hate Myself
  10. Denying The Sin
  11. Come Back To The Quicksand
  12. Sign Your Name