90’erne tur/retur
Jeg må indrømme, jeg ikke har fulgt ret meget med i, hvad Lake of Tears har lavet siden 90’erne. Jeg var dengang ret glad for A Crimson Cosmos-albummet og syntes, der var et eller andet charmerende over deres udtryk af 70’er-inspireret gotisk rock med et touch af doom metal. Nu sidder jeg så her med deres nye album og lurer lidt på, hvad de ellers har foretaget sig de sidste 20 år, siden vi mødtes sidst. Udover en kort pause på et par år, hvor de valgte at trække stikket, har svenskerne faktisk været ret aktive på udgivelsesfronten. Dog har de ikke lavet et decideret studiealbum siden 2011, men nu behøver man jo heller ikke partout at klaske en fuldlængde på gaden hvert andet år. Nogle gange betyder lidt længere ventetid nemlig, at man får et mere fuldendt værk, hvor der virkelig er arbejdet med indholdet. Nu er spørgsmålet så, om det er tilfældet på Ominous.
Daniels soloplade?
Eneste medlem, som har været med fra start til slut, er sanger og guitarist Daniel Brennare, som på Ominous også tager sig af keyboardet. Bas og trommer bliver håndteret af nogle studiemusikere, hvoraf trommeslageren Christian Silver også har stået for miksningen og masteringen. Så alt i alt kan det vel næsten karakteriseres som en slags soloplade for Daniel, og hvis man ser på det overordnede udtryk, kunne man godt få det indtryk, at det er sange, som er skrevet hen over en længere periode, for der er mange forskellige facetter i spil.
Åbneren ”At the Destination” er f.eks. inde at lege med noget industrial rock, ”Lost in A Moment” vender skuden imod 90’ernes gothic/doom-scene, ”In Gloom” lugter af White Buffalo, som krammer Sort Sol, ”Ominous One” er uptempo sejtrækkende doom metal, ”In Wait and In Worries” minder lytteren om Of the Wand & the Moon, og ”Cosmic Sailor” virker nogle steder som en mere tilbagelænet hilsen til Tiamat. De forskellige ingredienser gør, at vi står med et ret varieret album, men trådene samles dog af en meget personlig Daniel. Det mærkes nemlig, som om manden virkelig har sine følelser med i sangene, og dette gør sig mere eller mindre gældende hele vejen igennem. Samtidig svæver der også et eller andet melankolsk skydække over hele Ominous, og det er dét, som giver den røde tråd, hvilket også beskrives fornemt i form af albumtitlen – ildevarslende. Tragedien lurer lige om hjørnet.
Daniel of Tears
Som det fremgår af pressemeddelelsen, er Ominous Daniels vision om verdens undergang, og det giver faktisk rigtig god mening, hvis man lytter til albummet som en slags konceptplade fremfor at se det som en almindelig samling af numre, man har valgt at smide på en skive. De mange musikalske sider skaber en fin form for diversitet, men får os heldigvis ikke ud på alt for unaturlige sidespring, da melankolien og vokalen holder sammen på det hele. Sangene er generelt velspillede og velarrangerede, men skal der hældes en lille smule malurt i bægeret, så mangler man en mindeværdig fornemmelse, når albummet slutter. Det kommer nemlig aldrig helt op at ringe, hvor gåsehuden for alvor rejser sig, og man får lyst til at genlytte til herlighederne. De øjeblikke, som stråler klarest, er de blødere øjeblikke, når musik og Daniel kravler helt ned i den mørkeste og mest sørgmodige afkrog. Her fornemmer man det under huden, men der er nu stadig et lille stykke, inden vi hejser flaget i ren ekstase. Lake of Tears har begået et ganske fint album, som snildt kan bringe lidt ekstra stemning til bordet på de lidt mere triste aftener, hvor humøret skal længere ned (ment positivt!), men det er altså ikke en udgivelse, som giver det største og mest rungende ekko.
