Et bandnavn, der holder, hvad det lover

Lacrimas Profundere er et tysk goth rock-band, der efterhånden har udgivet en del albums og desuden har bestået af en million medlemmer, sådan ca. plus/minus. Der har været travlt med udskiftninger af bandmedlemmer siden 1993, hvor bandet blev dannet. Bandet har efter sigende også spillet en del forskellige genrer gennem tiden, men er altså nu endt på en lidt kommerciel form for goth rock. Dermed er bandets navn meget passende, da Lacrimas Profundere på latin skulle betyde ’at græde en tåre’ – hvilket egentligt beskriver bandets musik meget godt. 

... og der må grædes 

Hope Is Here hedder albummet, men det er et spinkelt håb, der fornemmes, når man lytter til den ene sørgelige sang efter den anden. Forsangeren Rob Vittacas meget bedrøvede stemme, der især høres på numre som “The Worship Of Counting Down”, “You, My North” og “Black Moon”, giver en meget depressiv og dyster stemning. Musikken er ligeledes meget dyster, men bliver til tider ret så kedelig – der sker bare ikke så meget i musikken, som er med til at gøre den spændende. Albummet veksler mellem stille, akustiske numre og nogle med lidt mere distortion og smæk på, som nummeret “My Halo Ground”.  

Bedste nummer på pladen er efter min mening det lidt mere country-prægede nummer “Pageant”, der har et omkvæd med et udmærket hook, som egentligt fungerer nogenlunde, selvom nummeret er ret poppet. Det er dog det eneste nummer, der umiddelbart fanger min interesse, men så heller ikke mere end det. 

Tak, men nej tak

Indspilning, mastering og mixing må være det bedste på Lacrimas Profunderes nyeste udspil, Hope Is Here. Derudover er der langt mellem snapsene, og det er 45 minutter af dit liv, som du kunne have brugt så mange andre steder. Vil du lytte til tuderock eller goth rock, så findes der andre bands, der er langt bedre inden for disse genrer. 2 grædende mascara-befængte kranier kan det højst snige sig op på.