Korn kvæler kvalerne og genfinder sig selv på 12. album
Hold On
Gode gamle Korn har – om nogen – haft en svingende karriere. Deres ubestridte storhedstid var i 90’erne, hvor deres dengang unikke blanding af råhed, aggressivitet, syvstrengede guitarer og hiphop slog benene væk under folk og boostede den bølge af nu metal, der pludselig skyllede ind over heavy-verden. Ti år senere begyndte problemerne dog at melde sig, og guitarist Head forlod skuden, hvorefter resten af gutterne kreerede det udmærkede, men mere poppede album See You On The Other Side. Ganske kort efter smed trommeslager David Silveria håndklædet i ringen, og Korn forsøgte sig nu som tremandsgruppe med den tvivlsomme skive Untitled. Senere samme år bød de trommeslager Ray Luzier velkommen, og dette førte i første omgang til en fæl skuffelse med Korn III og efterfølgende en massiv identitetskrise på The Path Of Totality. Suk. Gudskelov vendte Head atter snuden mod Korn i 2013, og The Paradigm Shift indikerede så småt en tilbagevenden til udgangspunktet – et udgangspunkt, der tilnærmes endnu mere på The Serenity Of Suffering!
Twisted Transistor
Allerede via albumcoveret varsles der om en rejse tilbage til rødderne, idet vi præsenteres for en række kærkomne Korn-kendinge: Issues-bamsen anno 2016, et forsømt barn og et psykotisk cirkus. Alt er, som det var, og den forskruede ’trip down memory lane’ fortsættes med de fire fantastiske numre, vi forud for udgivelsen har fået smidt efter os.
Første smagsprøve var ”Rotting In Vain”, der er det tætteste, vi kommer på en nutidig parallel til monsterhittet ”Falling Away From Me” fra 1999. Med sine tonstunge guitarer, iørefaldende omkvæd og Jonathan Davis’ rabies-ramte beatboxing placerer dette nummer sig i den absolut solide ende. Ligeledes lægges der hårdt fra land med ”Insane”, der oser af den skønne skørhed fra Issues. Hernæst mødtes vi af ”A Different World”, hvor manden, der altid har en mening, Corey Taylor, er med som gæstesanger. Med den besætning kan man næppe gå galt i byen, og de to vokaler klæder da også hinanden perfekt. Sidst, men ikke mindst undslap ”Take Me”, der viser en mere blød og groovy side, som peger i retning af See You On The Other Side.
I tillæg til denne håndfuld godter hiver Bakersfield-drengene pointene hjem med de resterende numre på første halvdel af The Serenity Of Suffering. Ud over at indeholde Korns karakteristiske guitarstykker, hvor der er stemt helt i bund, byder ”Black Is The Soul” på et brandfedt breakdown, der vækker minder til debutpladen, ”The Hating” fyrer et eminent omkvæd af, og ”Everything Falls Apart” giver virkelig Davis’ vokal lov at arbejde og brillere.
Træerne gror dog ikke ind i himlen, for der er altså også en ting eller to på denne skive, der halter. Hen imod slutningen går der desværre for meget samlebåndsmusik i den, og numrene ”Next In Line” og ”Please Come For Me” mangler simpelthen en ordentlig dosis kreativitet og catchiness.
På den sangtekstmæssige side befinder vi os atter i vante Korn-rammer, og Davis beretter åbenhjertigt om sindssyge og selvdestruktion – temaer, der går godt i spænd med hans særegne sangstil, der byder på alt fra almindelig sang til growls, galskab og manisk beatboxing. På den instrumentale front er det især glædeligt, at ’the dynamic duo’, Head og Munky, har fået mere plads til at lege, og deres genforening virker uendelig stærkere, end den gjorde på The Paradigm Shift.
Here To Stay
Dette album er uden tvivl den tungeste version af Korn, verden har lagt ører til i løbet af de sidste mange år: Den altoverskyggende elektronik er lagt på hylden, og i stedet er aggressiviteten, inderligheden og de forvrængede guitarer fundet frem fra gemmeren. Alt sammen er pakket ind i en lækker produktion, og selvom vi ikke ender med et uforskammet råt udtryk som på debutskiven, peger The Serenity Of Suffering bestemt i retning af gutternes ældre materiale – præcis, som mange havde håbet. Det er en solid omgang, der i den grad stadfæster, at Korn bliver hængende lidt endnu!
