Denver-baseret thrash – med funk-bas!

Denver-thrash

Havok er et amerikansk thrashband fra noget så (i thrash-kontekst) atypisk som Denver, Colorado. Bandet har levet højt på bølgen af tilbageskuende thrashbands, der er opstået efter år 2000 – og er et af dem, der har gjort det godt. Med et par solide skiver i bagkataloget og en fantastisk festlig og medrivende thrashsession på Copenhell 2016 så jeg frem til at høre “den nye” med Havok.

Nye veje

De første tre minutter af første nummer på albummet, ”F.P.C.”, indrammer faktisk rigtig godt den stemning, der er på resten af albummet. Nummeret starter på klassisk thrash-manér med en akustisk guitar, som klimprer (ganske glimrende faktisk) af sted i noget pseudo-klassisk. Dette glider efter cirka et minut over i et mid-tempo, groovy guitarriff, der leder tankerne hen på Exodus. Riffet bliver pludselig afbrudt af et break, hvor bassen bryder den klassiske 80'er-thrash-stemning med en funk-metallisk eksplosion i sådan en grad, at man i et kort øjeblik tror, man lytter til Red Hot Chili Peppers' Blood Sugar Sex Magik. Dette dog kun kortvarigt, da nummeret falder tilbage til den velkendte thrash-lyd med fræserguitar og raspende, skrigende vokal. Alt dette komprimeret på kun tre minutter!

Og disse fire ingredienser, der bliver præsenteret i løbet af pladens første skæring, udgør hovedelementerne på resten af albummet: klassisk thrash metal blandet med 90'er-funk-stemning leveret med en levende og legende bas og David Sanchez' karakteristiske vokal.

Og netop kombinationen af den klassiske amerikanske thrash (både i form af den dødstunge Bay Area-stil og den groovende New Yorker-stil) blandet med det funky element gør, at Havok ikke bare leverer endnu et generisk tilbageblik til 80'erne, men faktisk leverer noget nyt i (for os konservative metal-hoveder) en tryg kontekst. Lyt eksempelvis til introen til ”Ingsoc”.

Bassen specielt bevirker, at dette album, der ellers er en overflod af tilbageskuende referencer, hyldester og kopier af de klassiske thrash-80'ere, er noget andet og noget mere. I produktionen har man også haft fokus på bassens rolle. For det første får man faktisk lov til at høre bassen. Den er ikke lagt klods op af guitaren eller placeret helt tilbage (eller ligefrem helt væk) i mixet.

Vokalen kan til tider være lidt for blacket/skrigende/raspende til at harmonere med resten af musikken. Vokal-tilgangen kan i sig selv være fin nok, men det hænger bare ikke så godt sammen med den funky party-thrash, som bandet spiller.

You have to break some eggs

Med Conformicide forsøger Havok noget nyt, hvilket altid er beundringsværdigt i en ellers så konservativ kunst-genre, som thrash metal så ofte er. Det konkrete resultat, Havok i sidste ende præsenterer os for, har sine højdepunkter, men fremstår for undertegnede som et ikke-harmonisk produkt. De enkelte elementer har hver deres kvaliteter, men som helhed har bandet endnu ikke fået det til at hænge sammen. Jeg ser frem til, hvad det fører til på deres næste album, men vil i mellemtiden håbe på endnu flere festlige koncerter med et glimrende thrashband.