Forbudt for børn

Det er en stil at producere metal, der handler om råddenskab, fækalier, skadedyr og andet klamt. Det er der flere bands, der excellerer i med succes. Tag for eksempel finske Morbific, amerikanske Hemorrhoid og danske Undergang. Og op fra kloakken stiger nu bandet Rotpit, der er hoppet med på vognen med morbiditeter og ækelheder. På deres nyeste album, Long Live The Rot, bliver man budt på fordærv og fæces i stride strømme. Men det kan rent faktisk blive for meget af det gode … eller grimme. 

Helt igennem rådden

I 2020 startede Rotpit som en duo bestående af svenskeren Johnny Pettersson og tyskeren Ralf Hauber. Johnny Pettersson er med i så mange bands, at det virker, som om han danner et nyt hver uge, men måske har man stiftet bekendtskab med ham i Berzerker Legion eller Syn:Drom. Forsangeren Ralf Haubers metal-CV er noget kortere og inkluderer bandet Revel in Flesh, der er opkaldt efter nummeret af Entombed. Den svensk/tyske duo udgav sit første demobånd i 2021, og siden blev det til debutalbummet fra 2023, Let There Be Rot. Året efter har de opskaleret med trommeslageren Erik Barthold, der har sin baggrund i det svenske doomband Left Hand Solution, og trioen er allerede aktuel med opfølgeren Long Live The Rot. 

Albummets ti numre gør alt for at lyde, som om de kommer direkte fra kloakken. Det drypper og er fugtigt. Der høres gnaskelyde fra gnaverne i mørket. Og selve lyden fra bandet har så meget rumklang, at man har følelsen af, at de rent faktisk har stået i en kloak-skakt, da de indspillede albummet. Men numre som ”Rotfreak”, ”OutRot”, ”Sewer Rot” og ”The Triumph Of Rot” er, ligesom sangtitlerne, en gang repeterende death metal, der ikke fremstår som den skarpeste skid i kummen. Det bliver simpelthen for intetsigende og ligegyldigt i længden!

Af de få lyspunkter under kloakdækslet skal man dog nævne ”Eat Or Be Eaten” og ”Funeral Mock”, der musikalsk sætter en kort stopper for tomgangen og giver førstehjælp til ens døde ører. Det er livgivende arrangementer med forfriskende riff og groovy trommer. Desværre forsvinder glæden hurtigt, fordi teksterne er så fjollede og fyldt med horror-floskler, at det på ingen måder løfter oplevelsen. Det bliver alt for useriøst. Hvis man kunne fornemme humoren eller ironien bag, så ville man måske æde klamhederne … Men der er desværre ikke noget at grine ad.

Træk og slip

Rotpit sammenligner sig faktisk med Undergang, som jo er toppen af råddenskab. Men der befinder Rotpit sig slet ikke! Til det er det danske band bare mere gennemførte i opbygningen, instrumenteringen og udførelsen af deres numre. Deres musik er simpelthen mere interessant. Og det giver mere mening til råddenskaben.

Med Long Live The Rot har Rotpit begået en stinker, hvor produktionen har så meget rumklang, at instrumenterne flyder ud i hinanden, arrangementerne er idéforladte, sangtitler og tekster er alt for platte, og albummet bliver derfor noget lort, som man har lyst til at skylle ud i toilettet.