Tragisk travetur
Det er utroligt givende at være Aara-fan. Siden sin undfangelse i 2018 har den schweiziske trio udgivet musik en til to gange årligt, og det har utroligt nok altid været af forholdsvis høj karakter, dog med plads til enkelte, relative, lavpunkter. Sidste år afsluttede bandet deres Melmoth-trilogi, og ganske kort tid efter annoncerede de, at de havde nye store planer – hvilket skulle vise sig at betyde to nye albummer, dog uden en reel relation til hinanden denne gang. Det første af disse er denne skive, Eiger, opkaldt efter og inspireret af det schweiziske bjerg af samme navn, som også har fået øgenavnet “Mordwand”, der løst oversat betyder “mord-muren”, grundet de mange bjergbestigere, som døde i forsøget på at nå bjergets isdækkede tinde. Helt specifikt handler albummet om en tragedie i 1936, hvor fire unge mænd forsvandt i en lavine. Tragedien til trods så er det svært at komme på en begivenhed, der er mere passende at dække for et schweizisk black metal-band end denne – så find alpehue og isøksen frem, vi klatrer ved daggry!
Der skal jo være huller i en schweizerost
Lad os starte med at påpege det mest åbenlyse, nemlig det faktum at jeg elsker Aara – der er ingen tvivl om, at de tre har taget den genre og gjort den til deres helt egen, for ingen andre bands lyder som Aara. Kombinationen af Bergs helt unikke guitarstil, Fluss’ spøgelsesvokal og J’s bombastiske og jazzede trommespil er simpelthen intet andet end decideret magisk. Som tidligere påpeget så handler albummet her om et isdækket alpebjerg, og bandet formår virkeligt at skabe en iskold lyd, primært via Bergs syngende guitarspil, men også de akustiske passager, som er en ny og klædelig tilføjelse til bandets lydbillede; bare introsektionen til “Die das wilde Wetter fängt” er nok til at få temperaturen i lokalet til at falde til minus 20 grader. Den spartanske brug af diverse lydeffekter som lyden af ishakker og fodtrin gennem is og sne er også med til at forstærke albummets narrativ. Som altid mestrer Aara at skabe smuk og dyster musik, som formår at være både tonstung, men også ekstremt skrøbelig på samme tid.
Hvis jeg dog skal påpege hullerne i schweizerosten, så savner jeg den legesyge, som bandet tidligere har udvist, både på deres mesterlige skive En Ergô Einai, som må siges at være én af de bedste atmo-black-skiver udgivet i årevis, samt den herlige EP Phthonos. Selvom albummet her naturligvis fortæller en utroligt trist og dyster historie, tror jeg sagtens, der kunne have været plads til et melodistykke som den geniale guitarpassage, der er henimod slutningen på nummeret “Stein auf Stein” fra netop En Ergô Einai. Men det ændrer dog ikke på, at bandet samtidig leverer noget af det bedste, de har skrevet, nemlig numrene “Senkrechte Welten” og “Die das wilde Wetter fängt” – det er altså topklasse.
Atmo-black fra øverste hylde
Så ganske vist er det ikke helt en lige så legesyg udgave af Aara, som vi har set tidligere, men det er stadig atmo-black fra øverste hylde med alle de små finurligheder og soniske krummelurer, man kender – og elsker – ved netop Aara. Samtidig med at bandet annoncerede Eiger, annoncerede de også, at de allerede ville være klar i starten af 2025 med det førnævnte andet album, og mon ikke det bliver nogenlunde samme niveau?
