Det var med stor skuffelse, at jeg læste at Peter Dolving forlod bandet efter deres superbe debut, men hans erstatning Marco Aro gjorde dog sit job godt på de to efterfølgende plader, selvom han dog aldrig nåede Dolving's kanon præstation på debuten. Derfor var jeg ekstatisk da jeg i år fik at vide, at selv samme Dolving igen havde taget plads bag mikrofonen, efter at Marco havde smidt håndklædet i ringen. Derefter meldte der sig dog en tvivl; ville han være i stand til at levere varen ligesom han havde på guddommelige sange som "Hate Song", "Three Times" og "Bullet Hole"? Det sidste jeg havde hørt fra manden var, at han lavede akustiske shows i Sverige, hvilket ikke hjalp på min frygt. Men da jeg lagde skiven i og blev blæst væk af den furiøse "No Compromise", var der ingen tvivl; manden havde ikke mistet noget af hans intense vokal. Tværtimod er hans stemme bedre end nogen sinde.

Med den frygt ude af verden, kunne jeg nu trygt begive mig ind i resten af pladen. Her bliver man budt på en alsidighed jeg ikke havde tiltroet bandet. Alt lige fra hurtige og smækkende Thrashere til rigtig tunge og til tider en catchyness der ikke er til at komme uden om. Desuden har man varieret tempoet rigtigt godt, så man ikke kan sige at de hurtige alle er i samme kategori. Man har simpelthen kreeret ikke mindre end en nutidig klassiker der for mig kommer uhyggeligt meget tæt på debuten, selvom de på ingen måde minder om hinanden. Det var nemlig "One Kill Wonder’s" problem, der prøvede at gøre godt for den overmelodiske "Made Me Do It". Man har taget de bedste elementer fra de forrige udspil og blandet dem med enkelte nye elementer.

Pladens største bonus må nok være Dolvings meget varierende stemme, der går lige fra den gift og galle spyende psykopat til hans rolige men stadig intense rene stemme. Især et nummer som "Abysmal" er et rent gåsehuds nummer, især linien "Bury me in a shallow grave so the dogs can dig me out" får mig til gyse hver gang af ren ekstase. Musikalsk er der skam heller ikke noget at pege fingre af, numre som "No Compromise", "Abysmal", "Liquid Burns" og "My Shadow" kan sagtens hamle op med bandets tidligere hits. Især "Liquid Burns" imponerer med det vildt fede og dystre intro riff, der emmer af den atmosfære som Slayer praktiserede på "South Of Heaven". For anden gang har man også en gæst med på pladen, nemlig Sick Of It All sanger gæster på den Hard Core inspirerede "Who Will Decide". Man har også lavet lyden på pladen mere intens og hjemsøgende (høhøhø), da guitarerne ikke er så dominerende som på "O.K.W." men mere passer sig ind i hele billedet. Det kan man så takke Tue Madsen, som har gjort et kanon job i mikset, for. Selvfølgelig ikke at forglemme studie Fredman, hvor man indspillede skiven som sædvanligt. Nogle vil måske mene, at et ti-tal er i overkanten, men da "O.K.W." fortjente sit nital, ser jeg ingen anden udvej end at tildele dette mesterværk en karakter der passer sig dertil.