Efter en saftig forsinkelse på over et år er den nye Entombed endelig ude. Har den så været ventetiden værd? hvis du spørger mig kan jeg kun svare med et kraftigt: FOR HELVEDE DA, JA!!!

Ti sange der byder på bandets bedste materiale siden "Wolverine Blues", der jo efterhånden har en del år på bagen. Faktisk ville jeg mene at Serpent Saints er den plade der burde have stået mellem "Clandestine" og "Wolverine Blues", da blandingen mellem Death Metal og Rock’n’Roll ligger på 50 procent af hver. Men at kalde denne plade for en "back to the roots" plade ville også være forkert, da man sagtens kan sammenligne enkelte ting på denne plade, med sager fra de to foregående skiver der jo i øvrigt også var i absolut topklasse.

Pladens ti sange er varierede og har hver deres karakter, hvilket gør det svært at fremhæve enkelte numre frem for andre. Lydmæssigt bliver man budt på det man forventer af en Entombed skive; den karakteristiske kædesavsguitarlyd og de drivende trommer garneret med L. G. Petrov's markante vokal oveni. Især sidstnævnte er utroligt fremhævet på denne skive og det med rette, sjældent har Petrov sunget så fandenivoldsk og intensiv som på denne skive. Men resten af gruppen gør da også deres til at hive sejren hjem, faktisk ligger man ikke mærke til Uffe Cederlunds fravær, da Hellid simpelthen stråler både guitarmæssigt og på det sangtekniske.

Pladen sparkes løs af en dyster lille intro komplet med akustiske guitarer og piano, for derefter at gå over i gumpetung sag der har Sverige og Death Metal skrevet over alt. Følgelig kommer der kul på og man blæses tilbage i sædet af et riff mere beskidt end en ornes bagdel der ikke har set vand i fem år. Her kan man også høre at den nye trommeslager Olle Dahlstedt (Mary Beats Jane) virkelig har styr på gryderne, stilmæssigt ligger han da også meget nær hans forløbere Stjärnvind og Nicke Anderson. Derefter er der mere tempofyldte lækkerier med den passende betitlede "Masters of Death", der tekstmæssig er en tribut til alt hvad der kan kaldes Death Metal og Old School. Højdepunktet i nummeret er en groovende midtempo del der kunne minde en om Slayer anno 1988. Nummer tre på skiven "Amok" er derimod mere rocket og tungere sag der sagtens kunne stamme fra førnævnte "Wolverine Blues", medens dens efterfølgende "Thy Kingdom Coma" er tættere på 2003’s "Inferno". "When In Sodom" er stadig som den var på ep’en en overlegen Thrashagtig hamrende lille sag, der stadig holder og har avanceret til et af mine all time Entombed numre. I den anden ende er man med "In The Blood" der langsomt men truende slæber sig af sted, som en dræbersnegl på anabolske steroider. Derefter hæves tempoet med den svingende "Ministry", der kan beskrives som en blanding mellem AC/DC og Death Metal, men kom nu ikke på dumme tanker og tro at det har noget som helst at gøre med de elendige Six Feet Under at gøre. Et nummer der først tænder efter en stak gennemlytninger er den geniale "The Dead, The Dying and The Dying To Be Dead", der er en spøjs blanding af blastbeats (ja, du læste rigtig) og et knudret omkvæd. Sangen var noget irriterende de første gange man hørte den, men efterhånden blevet et af mine yndlingsnumre på pladen, samtidig med at den har den mest Bad Ass tekst jeg længe har hørt. "Warfare, Plague, Famine and Death" er igen uptempo Death’n’Roll som man kun hører fra Entombed, især mainriffet burde udløse en riddertitel fra det kongelige Svenske hof til Hellid. Afsluttes gør man i mere rolige men ikke mindre utrygge omgivelser med den diabolske "Love Song For Lucifer", der kunne sammenlignes med "Amen" fra sidste års ep, bortset fra at denne sang er en del bedre.

Med "Serpents Saints" kan man sige at bandet har kreeret en skive der skulle tiltale både fans af det "nyere" Entombed, såvel som fans af de to første Death Metal skiver. Denne skive kan man alene anbefale på grund af L. G. som tager titlen "Man of the Match" for mig, men man må så sandelig også håbe på at der ikke skal gå fire år før vi igen holder en ny cd fra drengene i hænderne.

PS: Fint at se at man giver hyldest til det afdøde eks. medlem og opfinder af den svenske Dødsmetal sound Leif "Leffe" Cuzner på selve covertegningen, i stedet for at gemme det bagerst i bookleten.