HateSphere retter menuen an for 10. gang
Det lykkedes mig på mærkværdig vis at opdage HateSphere ret sent i mit musiske liv. Først med New Hell hørte jeg dem, da jeg snublede over albummet i Prag, men så skete der også ting og sager. Hjem kom jeg, hørte prompte hele diskografien igennem, og jeg er ikke holdt op endnu. For de har sgu ikke ændret sig ret meget med tiden, og den formular, de kører med, klør lige dér, hvor det trænger. Reduced To Flesh er stadig rigtig meget HateSphere, men der gemmer sig alligevel et par overraskende elementer.
Ny garniture
Atmosfærisk. Ikke det første ord, jeg ville forbinde med en flok garvede dødsthrashere som HateSphere, men det er alligevel det, man får, når “Praeludium” går i gang. En guitar med uendeligt meget rumklang akkompagneres af dystre violiner i et crescendo, der så forløses i præcis, hvad man forventer: tunge trommer og groovy thrashriffs. “Corpse Of Mankind” er dejligt stilren, med hurtige vers, fængende omkvæd og tungt breakdown, sådan som vi kender HateSphere bedst. Men der begynder hurtigt at være ting, der er knap så typiske. Midterstykket i “Nothing Is Definite” indeholder betydelige mængder blastbeats, et næsten-black skrig fra Esse og dertilhørende tremoloriff. “Ruled By Domination” har køn, ren vokal i omkvædet, og “Lethal Mistakes” bruger højlydt orgel! Titelnummeret byder på en virkelig fed omgang dødsthrash, men et stykke inde afbrydes sangen af et lydklip, som kunne være fra en gyserfilm, før sangen vender tilbage igen. Om dette gør sangen og albummet bedre eller værre, er svært at beslutte sig for. På den ene side afbryder det sangens kadence og flow, på den anden side giver det en massiv kontrast og spændingsopbygning, der forløses, når sangen kommer igen. Uanset hvad er det i hvert fald et interessant element, der gør sangen mere spændende at lytte til.
Stadig hæftet på kød og kartofler
Man skal ikke tage fejl; inderst inde er Reduced To Flesh stadig HateSphere, som vi kender dem. Hurtigt, vredt, groovy og samtidig fængende. Det, der får albummet til at adskille sig fra resten af diskografien, er de nye elementer, der er trukket ind – fra brugen af ren vokal til anderledes instrumentation som det førnævnte orgel. Generelt bærer Reduced To Flesh præg af en mere uhyggelig stemning, vel demonstreret i omkvædet af “Afterlife”, hvor der skrues op for rumklangen, og Esses skrig hjemsøger lytteren. Og så kan man rent faktisk høre Jimmy! Alt i alt et virkelig godt album med nogle nye virkemidler. Pladen sidder i hvert fald i min faste rotation fra nu af.
