Old school tyskere i moderne klær`
Det er mange år siden, jeg sidst lagde ører til tyske Dew-Scented. Faktisk har jeg ikke fodret anlægget i privaten med tysken, siden deres 2003-ofring, Impact. Den husker jeg som værende okay thrash med dødelige tendenser. Inden jeg gik i gang med denne anmeldelse, tjekkede jeg op på bandets forrige skive fra 2012 ved navn Icarus for lige at blive opdateret. Den vil jeg ikke bruge plads på, men blot bruge den som pejlemærke i forhold til den nye skive.
Der er siden Icarus ikke sket det store. Dew-Scented spiller energisk og pågående thrash/death metal, som lugter af old school i visse henseender, men som absolut også er ret tidstypisk.
At The Gates møder Slayer møder Teutonisk Thrash
Min første tanke, da jeg satte skiven i gang, var, at det i hvert fald er et band, der kender deres inspirationer. Jeg hører en masse melodisk svensker død a la At The Gates, en hel del Slayer-inspiration og så selvfølgelig deres teutoniske thrashrødder. Og får Dew-Scented det så til at spille?
Det syntes jeg, de gør langt henad vejen. Energiniveauet er højt, og der spilles både ultra tungt (flere gange nærmest Morgothisk!) og lynende hurtigt med blast beats… men det meste af musikken befinder sig i tungt traskende thrash-tempo, og lige nøjagtigt der er det også, at Dew-Scented viser, hvor skabet skal stå. De har en masse fede riffs at byde på, og modsat mange bands er de ikke blege for at spille riffsene mere end en gang og endda spille dem to til tre gange i en sang. Det gør, at man uvilkårligt kommer til at sidde og nikke med hovedet. Vokalen klares af Leif Jensen, og han ligger et sted mellem en råbende growl, lidt i stil med Marc Grewe fra Morgoth, og så en mere desperat vokal, henad den der hersker i Carnal Forge. Det giver en fed energi til musikken, jeg fanger dog mig selv i at tænke, at en lidt mere decideret thrash-vokal ville passe bedre ind nogle steder.
Produktionen på skiven er hamrende fed. Klar, men lige nøjagtigt så beskidt, at det giver en varm, organisk følelse af, at det er rigtige mennesker, der spiller. Men med selveste Dan Swanö involveret er det vel også som forventet.
Når enden er god…
Alt i alt har Dew-Scented leveret en gedigen overraskelse hos undertegnede. Jeg havde Ikke de store forventninger til tyskerne, men min indledende skepsis er i høj grad blevet gjort til skamme. Dew-Scented leverer en fremragende omgang thrash, og jeg vil i den grad holde øje med og tjekke op på bandets fortid og fremtid!
Som en slutnote: Dew-Scented slutter skiven af med et cover af Radiation Sickness af Repulsion, hvilket gør denne anmelder meget blød om hjertet, og faktisk klæder det thrashede udtryk den gamle grindcoreschläger fremragende!
