Svensk genrehybrid spiller episke sange om sværd – på den fede måde.

En dannelsesrejse gennem genrer

Grand Magus er en kliche – på mange områder. Fuld udblæsning af fantasy-lyrik om vikinger, nordisk mytologi og all around Manowar-stemning. Mandekor, der synger om stål, fræsende dual-guitars og mere cowboy-vest og læder, end Saxon ville kunne bære. Og det er fedt. For det bliver leveret med et glimt i øjet, en bagud-skuende hyldest til heltene og fin forståelse for nutiden.

Grand Magus har siden begyndelsen befundet sig i et genremæssigt grænseland mellem klassisk heavy metal, doom metal, sludge metal og fadøls-rock. Hvert album har siden debuten i 2001 prioriteret alle disse genrer i mere eller mindre vellykket grad og med den overordnede tendens, at doom-metallen er blevet en stadig mindre del, og 80’er-metal en større.

Efter en lang rejse fyldt med albums, der alle var gode, ikke perfekte, men bar præg af et potentiale, der var noget helt specielt, er Grand Magus endelig nået i mål. Den for dem perfekte genremæssige balance blev faktisk ramt på deres sidste album, Triumph and Power, der dog havde det store minus, at de gode og memorable melodier simpelthen udeblev. Dette er ikke tilfældet med Sword Songs. En uge efter, jeg hørte albummet første gang, går jeg stadig og smånynner riffs og melodistykker. Og min næve rejser sig stadig ufrivilligt i luften, når jeg for 10. gang hører omkvædet i mesterværket ”Forged in Iron – Crowned in Steel” – alt imens jeg synger med på mandekoret, der brøler ”Viking METAL”.

Vokalens begrænsninger

Produktionen på albummet leder tankerne i retning af den nyere bølge af amerikansk metal, hvor der er fokus på en brutal, men stadig rund, dyb og veldifferentieret lyd – der, hvor lyden bliver bombastisk, men hvor man stadig kan skelne de forskellige instrumenter tydeligt fra hinanden. Dog er der et problem med kor-stykkerne i flere omkvæd: De er simpelthen for sløset indspillet. Tjek f.eks. omkvædet i det ellers fede nummer ”Varangian”.

Ellers er det nogle kompetente musikere, der spiller deres musik, som de skal. Vokalen bliver leveret af Janne "JB" Christoffersson, der endelig har opdaget, at han ikke behøver at forsøge at gøre sin stemme mere rocket, end den i virkeligheden er. Hans dybe vokal leder meget tankerne hen på Rob Halford – dog kun når denne befinder sig i sit dybe register. Og heri ligger det andet kritikpunkt: For selvom vokalen leveres, som den skal, mangler man i løbet af albummet lidt spændvidde i registret. Musikken skriger engang imellem efter en vokal, der i den vildeste falset skriger ”YEEEEAAAAH”. På uforløsende vis kommer den dog aldrig. Det kan skyldes begrænsninger i Janne "JB" Christofferssons evner, men det kan selvfølgelig også være, at Grand Magus har vurderet, at det ville være dén kliche, der fik bægeret til at flyde langt, langt, langt ud over dets kanter.

Til fest med kliche

Den 80’er-agtige guitar-fræsende Randy Rhoads-kliche, den Judas-Priest’ede twin guitar-kliche, den Manowar-agtige mandekor-der-synger-om-vikinger-i-kamp-kliche og den Def Leppard-agtige vokalen-synger-første-halvdel-af-verset-kun-med-trommerne-kliche. Klicheerne er alle rodet sammen i én stor pærevælling, så albummet virker originalt på en klichefyldt måde (eller måske klichefyldt på en original måde). For nogle vil det være fjollet, latterligt og ”dorsk”, men for de, der kan acceptere præmissen, har Grand Magus lavet et fuldstændig fantastisk album, som jeg har planer om at høre ofte og højt.