Har Grand Magus haft sin storhedstid?
Godt spørgsmål. På debuten lød de, som om Corrosion of Conformity forsøgte at spille Black Sabbath. Hvilket kunne være et godt udgangspunkt, og vi har rost bandets mellemliggende værker. Måske lidt for begejstret, for de album bevægede sig mere i den alt for traditionelle og efterhånden udvandede heavy metal og blev mere og mere ’viking’. Velproduceret velourmetal for sarte øregange, med alle kanter slebet væk, ganske som en god Mou-suppe. En formel, Grand Magus har slidt voldsomt på, så meget at bandet på forgængeren, Wolf God, efterhånden tog sig ud som en gammel, udtæret og sønderskudt ulv.
Grand? Nah …
Ravnens tur til solen begynder uden de store begivenheder med ”Skybound”, gennemsnitlig vikingmetal brygget på velkendte ingredienser. Det solide startriff i efterfølgeren, ”The Wheel of Pain”, rammer godt nok den rigtige rille og kunne faktisk have passet fint ind på bandets debut, Monument, men hæver sig på intet tidspunkt imod solen. Og nummerets solo hører absolut hjemme i bunken af alt for velkendte NWOBHM-soli. Pænt sagt snerper nummeret hen imod noget, der kunne have været spændende. Det samme gælder titelnummeret. Man aner, at bandet gerne vil underholde, men de er allerede på tredje skæring begyndt at kede lytteren kraftigt. Og det er de gode til. ”Hour of the Wolf” vækker følelsen af narkolepsi, der ved at lade synths overtage guitarens rolle tryller det rockede helt og aldeles væk. Det er som mesterkokken, der glemmer at hælde salt til kartoflerne. Den kan man ikke redde hjem ved at hive en guitarsolo ind til sidst, akkurat som det heller ikke hjælper at hælde salt til kartoflerne efter kogning.
Er der da slet ingen overraskelser? Nej, desværre, selv ikke i det akustiske, stemningsfulde og halvdystre introriff i ”The Black Lake”. En god afveksling, men lige præcis så meget indenfor det forventede, at Onkel Reje må ud at lede efter sit gebis. Tandløst. Måske skulle ravnen ikke tage til solen, men til månens mørke side efter inspiration. Eller på Odins bud følge Hugin og Munin til Jotunheim, hvor jætterne råder.
Nå, jeg må videre
Den store ulv får aldrig rejst sig fra sine skudsår. Hvert af albummets ni numre er bygget over den alt for gennemtærskede model. Albummet lyder godt, men det ændrer ikke på, at det er kedeligt. Grib et tilfældigt nummer, det kunne være ”Winter Storms”, der sammenfatter et alt for rammesat og stringent opsat album i forhold til genrekonventioner. Og den gode produktion forstærker det indtryk. Her finder ravnen intet nyt under solen. Ligesom fars mundheld ikke bliver bedre af at bliv gentaget.
