Med en mindre forsinkelse er jeg stolt af at kunne præsentere årets ubestridt bedste skive i mine øjne.

Fans af bands som Iron Maiden, Judas Priest og Mercyful Fate bør for en god sags skyld allerede tage skoene på nu, så i kan komme ned i pladebiksen og få fat i et eksemplar. Denne plade forbinder nemlig de allerbedste elementer fra disse bands. En ting man har hørt om andre bands før, men bare aldrig så godt og gennemført som her. Bandets to forrige skiver var skam heller ikke af dårlige forældre, men på dette deres tredje værk, har de definitivt perfektioneret deres stil til et tretten tal.

Man lægger ud med den pumpende titelsang, der ikke tager nogen fanger men bare går direkte efter struben med dens pumpende riffs og hamrende rytmer, især mellemdelen tager kegler med dets "Twilight Zone" riff. Næste nummer "American Storm" minder en smule om Judas Priest anno '78 med den ret så Exciter lignende intro, der munder ud i et speed domineret headbanger nummer der har den fedeste guitar harmoni jeg har hørt længe. "The Avenger" er igen mere i familie med Mercyful Fate's tidligere værker, der jo havde en del punk influerede rytmer. Især sanger og spadesvinger Niclas Olson leverer her en gudeagtig præstation, der ikke ligger langt fra hans helte.

Det fjerde nummer "Wolf's Blood" er igen som taget ud fra Mercyful Fate's "Dont Break The Oath" album, sangen har lidt af de danske horror metalmestres "Gypsy " over sig, det eneste der ikke gør at man tror at man har med et outtake fra dette album at gøre, er fraværelsen af King Diamond's sylevokaler. Instrumentalen "Transylvanian Twilight" er også et nummer der bringer minder tilbage til 1984, nemlig Iron Maidens "Losfer Words", en sjov ting er, at man ligesom de legendære englændere hører trommeslageren tælle for i baggrunden og man skulle tro, at det var den gode gamle fladnæsede Nicko McBrain der sad bag tønderne på dette nummer. Nummeret går direkte over i den mere stille begyndende "Devil Moon" der har en af de bedste omkvæd i mands minde, da man næsten ikke kan undvige dets magiske tiltrækning. Nummeret er også et af de mest episke på skiven og vil sikkert nyde klassiker status inden længe hos de traditions bevidste metal fans.

"Out Of Still Midnight" og "The Dark" er igen mere over i stil med ældre King Diamond/Mercyful Fate, men man skulle måske nævne, at bandet aldrig går over i plat kopiering, men i stedet har mestret kunsten at kunne overtage deres inspirationer over i deres egen musik og lave noget nyt og spændende ud af det. "Black Wing Rider" er det nummer der mindst minder om andre bands men stadigvæk passer sig perfekt ind i plade konceptet, uden at lyde som noget helt tredje. Til sidst afsluttes pladen med en fremragende cover-version af det gamle Blue Öyster Cult-nummer "Dont Fear The Reaper".

Pladens produktion er igen overtaget af Peter Tägtgren, som her leverer hans bedste og mest organiske lyd til dato, der på samme tid lyder klassisk og frisk uden at være et fattigt forsøg på at lyde som i firserne. Til sidst skal der nævnes, at der på den limiterede udgave findes to videre cover versioner; Slayer's "Die By The Sword", som her får en rigtig Heavy Metal overhaling og den mere obskure "I'm Not Afraid Of Life" fra punk gudfædrene Ramones. Dette er i min beskedne mening den bedste traditionelle Heavy Metal skive i over ti år, så ser du dig selv som fan af dette, er der ingen vej uden om ulvenes "Evil Star".