Efter den fænomenale "Evil Star" for efterhånden godt 2 år siden var jeg i tvivl om de svenske ulve kunne toppe denne nye klassiker, men da jeg endelig fik "The Black Flame" ind af døren var min umiddelbare konklusion at det kunne de ikke. Men det betyder dog ingenlunde at man har udgivet en ringe skive, man har bare ikke haft de magiske ingredienser man havde sidst. En ting man ikke kan beskylde bandet for denne gang er de åbenlyse Iron Maiden/Mercyful Fate rip offs som bandet er beskyldt for. Ikke at disse er forsvundet, de er bare blevet mikset godt med en del mere power metalliske riffs a'la Metal Church og tidlig Helloween denne gang. Desuden har man denne gang gået efter en mere moderne lyd, hvilket også er mit største kritikpunkt da bandets valg af Studio Fredman (Hammerfall, In Flames, Dream Evil, Etc.) ikke var det bedste valg for bandet. Lyden mangler nemlig lidt af den retro karakter jeg fandt så vellykket ved bandet, hvilken der nu er blevet ofret for en lyd der ikke stikker ud af mængden. Men der er også gode nye tiltag ved den nye skive, især sanger Nicklas har denne gang varieret sin stemme betydeligt så han ikke hele tiden minder en om Kai Hansens lillebror. Lyttetips på pladen er den geniale åbner "I Will Kill Again", "At The Graveyeard", "Steelwinged Savage Reaper" (en hurtig lille sag a'la Judas Priest meets Helloween og den geniale galopsang "The Bite".