Eksplosion og implosion
Det københavnske band Ghost Iris blev skudt i gang med et brag af den opmærksomhedsvækkende debut, Anecdotes of Science & Soul, der med kreative musikvideoer og populære djent-riffs hurtigt spredte bandhype på nettet. Resultatet af den vellykkede viralmarkedsføring blev masser af online lyt til sangene på første album, men også en lytterskare, som var svær for bandet at holde fast i med deres toer Blind World. Selvom sangene på denne var noget mere finpolerede og kvaliteten i produktionen tydeligere, nåede den ikke samme højder i lyttertallene som debuten. I stedet har den måske generet flere langtidsholdbare fans af bandet, hvilket man også kan forvente af det mindst lige så interessante tredje album Apple Of Discord, der netop er udkommet.
Der djentes igennem
Bandets fulde lydarsenal præsenteres for lytteren på Apple Of Discords intronummer og titeltrack. Langsomt opbyggende bliver fingerspil og tunge trommerytmer til insisterende enkelttoner, der senere sammenstøbes til flydende flerstrengsakkorder af den slags, som især progbands plejer at være glade for. Således opvarmet går turen videre med singlen ”The Devils Plaything”, hvor det hurtigt bekræftes, at brølene er dybe som altid, og cleanvokalen stadig kan nå de høje melodier. Det kører godt for københavnerne. Produktionen er lækker, der er god energi i alle instrumenterne og der er mange og tunge breakdowns.
Det solide groove fortsætter upåvirket gennem hele pladen hen over brutale dræbernumre, men også mindre bemærkelsesværdige formelsange. Af de ekstra stærke kan ud over ”The Devils Plaything” nævnes ”After the Sun Sets Pt. II” og ”Virus” med deres solide, velskrevne hovedriffs, samt det helstøbte singlenummer ”Cowardly Pride” og ”Magenta Moon” med dens velkoordinerede breakdowns. En lille smule atmosfære får vi også midt i alt det tekniske med det lidt langsommere nummer ”The Rat & The Snake”, der på denne vis adskiller sig fra resten af pladen.
Sådanne småeksperimenterende sange kunne pladen godt have haft lidt flere af. Det kræver lidt kontrast for breakdownsangene at bevare deres gennemslagskraft hen mod slutningen af albummet. Dette opnås typisk i djent-genren med de til tider poppede omkvæd, hvilke Ghost Iris da også gør brug af, men efterhånden er denne formel blevet lidt for velkendt til for alvor at skabe kontrast. Der skal lidt mere til end de enkelte cleanpassager for at rokke ved kosmos og skabe ny dynamik på et sådant album.
Det rykker sgu meget godt
Ser man bort fra manglen på brud med og kontrast til de ellers fede tekniske dødsnumre, fejler albummet intet, og Ghost Iris kan endnu engang være stolte repræsentanter for Danmark i djentbølgen. Med turnéer i både Amerika, Europa og Asien holder bandet fanen højt og sørger for langsomt at bygge et kernepublikum op til deres tekniske dødsmetal verden rundt. Der er hældt nyt benzin på bålet, der forhåbentligt kan brænde længe endnu.
