... men hvorfor den titel?
Guderne skal vide, at vi metalfans har lagt ører og øjne til nogle dumme albumtitler. Men hvorfor Ghost Iris har valgt lige netop Comatose som titlen på deres nyeste plade, er lidt svært at forstå. Den er ikke dum; den er bare ikke dækkende for pladens indhold. Den viser nemlig alt andet end et band på vej i koma – i hvert fald for det meste. Nuvel, titler giver trods alt ikke altid mening, og når bare indholdet er godt, så kan man jo tilgive meget. Og det er indholdet heldigvis her.
Den evige kamp mellem clean og growl
Comatose er nemlig en rigtig hæderlig omgang metalcore. Den når ganske vist ikke op på niveau med forgængeren Apple of Discord, men det er til gengæld en af den slags plader, der lige så stille vokser på en. Også selvom den har sine skønhedsfejl – og lad os bare tage dem med det samme.
Comatose er nemlig også en lidt rodet omgang. Ghost Iris er virkelig gode, når der kommer fuld knald på riffs, breaks, growl, og hvad der ellers hører til genren. Så nærmer de sig international klasse. Men selvom kæden ikke helt springer af, så giver den alligevel nogle små hop, når et af de mange clean omkvæd kommer ind. For det første bliver det lidt for meget efter en formular a la growlet vers, clean omkvæd, og for det andet er skiftene tit for store fra det ene til det andet. For eksempel på “Coma”, hvor den clean vokal lidt lyder som en, der måske ikke er i koma, men i hvert fald på vej til at falde i søvn.
Der er ikke noget galt med clean vokaler som sådan; det fungerer for eksempel fint på “Cold Sweat”. For Ghost Iris fungerer det bare bedst, når de ikke bruger dem. Når det brutale får frit spil, og riffene er så tunge, at både band og lytter næsten brækker nakken på dem. Som det både gør på førnævnte “Cold Sweat” og “Desert Dread” med tidligere Chimaira-forsanger Mark Hunter. Eller på “Cult”, der nærmest kalder på en circle pit med sine heftige vers og svulstige omkvæd. For det kan fungere – og gør det også et godt stykke ad vejen – men Comatose kunne bare godt lige have brugt en ekstra opstrammer en gang imellem.
Hvis Ghost Iris droppede de melodiske omkvæd, var de så ikke bare blevet endnu et band, der spiller metalcore ligesom Parkway Drive? Jo, men det ville også betyde, at en plade som Comatose havde været lidt mere strømlinet. Og de behøver heller ikke droppe dem alle sammen, bare stramme lidt op på dem – vi ved jo fra Apple of Discord, at de godt kan styre dem. For bevares, som metalfans går vi ikke altid efter det mest strømlinede. Det behøver bare ikke svinge helt så meget, som det til tider gør på Comatose.
Hold øje med dem her
Med Comatose beviser Ghost Iris, at de bestemt er et band, vi skal blive ved med at holde øje med. Topniveauet er rigtig højt, og med et lidt højere bundniveau – og lidt mere sammenhæng i sangene – så kan det godt blive rigtig stort. Og indtil da er der heldigvis rigeligt at blive glad for på Comatose.
