Forventningens glæde og pres
Da Vola i 2015 udgav Inmazes, tog deres såkaldte Mewshuggah-stil mig med storm. Er du ubekendt med Volas debut, så var det et let syret djenty Mew, hvoraf den sjove stil blev døbt i undergrunden. Vola skabte en unik symbiose mellem de hårde riffs og de ofte storladne og skæve melodier leveret med en særdeles blød og poppet vokal, som betød en stil, der trivedes i kontrasterne, mens deres talent for underspillet vanedannende sangskrivning betød, at sangene selvsikkert krøb sig ind under huden på lytteren.
Inmazes havde skønhedsfejl, og for nogle flere end andre, men den viste et så stort potentiale, at jeg i mit hoved fik opbygget en måske urealistisk forventning om et triumferende mesterværk for tiderne med Applause of a Distant Crowd (AoaDC fremadrettet). Uretfærdige forventninger måske, men det giver en forståelse af mit standpunkt inden den svære toer.
Bløde pakker kan også være gode
Det er tydeligt fra åbningsnummeret, at bandet ønsker at udvikle sin lyd, og ikke være stagnerende i en musikalsk opskrift og i stedet fokusere på de elementer, der gør bandet specielt i det overmættede djent-marked. Men de glemmer i samme omgang, at de skæve Mew-inspirerede dele på Inmazes primært var spændende i en rå kontekst af djenty riffs, der på AoaDC har været udsat for nedskæringer. Vola er stadig Vola, og den progressive stil med infektiøse og højtravende melodier er intakt. Vi skal hen til pladens tredje nummer, "Smartfriend", før vi bliver forkælet med tunge riffs. Og med undtagelse af "Whaler" og titelnummeret er kontrasten mellem det hårde og det bløde, som Vola gør så godt, meget sporadisk.
Det er ikke nødvendigvis kun negativt, at bandet er blevet blødere, da det højtflyvende og særdeles electronica-inspirerede nummer "Ghosts" overraskende nok er kandidat til albummets stærkeste skæring, med tilstedeværelsen af Volas førnævnte øre for den stærke melodi uden nogensinde at miste tyngde, grundet en mere dystopisk lyd. AoaDC er også i højere grad end tidligere præget af en mere elektronisk lyd, som tager lidt overhånd på pladens midterste skæringer, og her særligt "Alien Shivers". Dystopien og den mørke electronica bliver dog altid opvejet af Volas evne for at skrive stærke melodier og omkvæd med højt til loftet.
Nye sange – nye kontraster
Det er i særdeleshed melodierne, der redder AoaDC fra til tider at blive kedelig. Mens pladen mangler kontrasterne mellem det hårde og det melodiske, så er AoaDC's største styrke kontrasten mellem det dystre og det melodisk opløftende. Vola har taget en udvikling, jeg nødvendigvis efter to ugers tung rotation af det nye udspil endnu ikke er 100 % ombord med. Men selvom jeg savner de tunge riffs og synes, der er for mange stille passager, så er det stadig, i kernen, Vola. Nerven, der gjorde Inmazes så god – kontrasterne – er intakt. Det er bare på en ny måde.
