Solidt som beton og skrøbeligt som glas
Den københavnske kvartet VOLA har efterhånden prøvet lidt af hvert, og sammenligningerne er blevet kastet om sig som håndtegn til en nu-metalkoncert. Meshuggah, TesseracT, Mew, Porcupine Tree – det er næsten lettere at nævne de genrer, de ikke har prøvet kræfter med. Men uanset, hvordan man vender og drejer det, så er der én ting, VOLA gør fremragende: De er fuldkommen unikke. Man kan øjeblikkeligt skelne københavnerne fra alle andre bands – hvad enten det er deres lidt anderledes tag på djent, Asger Myginds karakteristiske vokal, eller den måde deres musik svinger mellem betonstærk tyngde og sart skrøbelighed som glas. Så lad os bare droppe sammenligningerne – de er overflødige. VOLA har vokset sig til en institution i dansk progressiv metal, og med deres fjerde udgivelse, Friend of a Phantom, fortsætter de med at udvide horisonten, hvor de uden besvær smelter elektroniske elementer sammen med deres allerede kreative og progressive palet.
Hvo intet vover, intet vinder
Selvom Vola for længst har fået etableret deres unikke lyd, føles det altid, som om de er meget frie i deres sangskrivning. Friend of a Phantom er ikke anderledes, og den tunge åbner ”Cannibal”, som har Anders Fridén fra In Flames med som gæstevokalist, er en herlig åbner, som for alvor sætter både tempo, aggressivitet og kontraster forrest. Lydmæssigt lægger vi os tættest op af Applause Of a Distant Crowd. Selvom jeg føler, at kvartetten er stærkest, når det gælder storladne omkvæd, sætter de ikke grænser. Alting føles naturligt, og det er vel sagt Volas største styrke – at de mestrer ekstremt mange genrer. De kan både være brutale, men også elegante. Pladens tungeste nummer er nok ”Cannibal”, men balladen ”Glass Mannequin”? Den er direkte sublim – og har lige så mange noter som en god italiensk rødvin. Asger Myginds let genkendelige vokal er atter akkurat i sit vokal-lejre, og selvom synthesizerne i ny og næ tager overhånd, leverer Nicolai Mogensen uhyggelige flotte kombinationer og kompositioner, der giver et æterisk strejf og en god portion mystik. Æterisk, ja, det er også et godt ord til at beskrive "We Will Not Disband". Bandets egen karakteristik af nummeret som "hypnotisk" er en vurdering, jeg gerne tilslutter mig. Nummeret er fantasifuldt og drømmende, og som al god kunst inviterer det lytteren til at drive væk i sine egne tanker. VOLA har altid haft en særlig evne til at skrive lyrik, der får én til at stoppe op og tænke. Udgivelsen handler om overbevisninger – hvordan de former os, og hvordan de kan skabe konflikt, når de møder modstand i verden omkring os. Og hvad er vores modreaktion, når det kommer til stykket? Det bliver der sat spørgsmålstegn ved.
Jeg elsker en god ballade eller to, men Friend of a Phantom mangler lige det sidste skud vildskab, for at kunne nå stjernestatus. Når VOLA starter albummet med det tungeste nummer, "Cannibal", sidder man lidt og savner et modsvar i de sidste par skæringer – det virker til, at københavnerne gearer ned hen mod slutningen, og hvis det var en koncert, ville man ligeledes blive irriteret, hvis trommeslageren pakkede trommestikkerne ned og sagde ”tak for i aften”, inden han forlader sine forvirrede kammerater på scenen. ”Tray” er ikke et decideret dårligt nummer, men jeg havde forventet noget mere af albumlukkeren. Noget eksplosivt. Eller noget helt tredje. Pladens eneste reelle kedelige nummer er, efter min mening, "Break My Lying Tongue." Omkvædet er så tæt på at være decideret larm, at man overvejer at skrue ned for lyden. De elektroniske elementer er overdøvende i omkvædet, og det mest bizarre er, at de slet ikke passer sammen med det ellers rolige vers. VOLA plejer at være uhyre træfsikre, men lige præcis dette nummer er altså en forbier.
Selvom jeg allerede har rost ham, så fortjener Jacob Hansen endnu en omgang hæder for sit mix. Det er ikke svært at forstå, hvorfor bands igen og igen tager turen til Ribe – lyden er så skarp, at man nærmest skal passe på, at ørerne ikke bliver skåret af i processen. Respekt for det!
Fanta, Sprite eller Vola
Vola har efterhånden ikke mere at bevise, og Friend of a Phantom cementerer blot, at bandet er fuldt af selvtillid og talent. På trods af en enkelt misser eller to, er standarden tårnhøj, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis dette album ender på en del top-lister, når året snart går på hæld. Københavner-kvartetten er et let genkendeligt trademark – og fortjener atter ros for et gennemført album.
