Koloniseringen er begyndt
VOLA har allerede formået at eksponere sig selv markant både i Danmark og i det store udland, som har fået øjnene op for dem med udsolgte koncerter i Europa samt supportshows for blandt andre Katatonia og Dream Theater. Deres kontrastfyldte stil, der rummer både det elektroniske og poppede, men også det skæve, hårde og konceptuelle fra progmetallen, har manifesteret sig i deres veletablerede lyd. Deres seneste album, Applause Of A Distant Crowd, blev velmodtaget her på sitet, men vidnede også om, at kontrasterne ikke blev eksekveret helt så overbevisende som tidligere. Nu er de tilbage med Witness, og her bevæger bandet sig mellem de to foregående udgivelser, men også med et par esser i ærmet.
Voila – sådan skal den eksekveres
Hvad er så den særlige årsag til al den hype omkring VOLA? Det skyldes blandt andet den overbevisende levering i de klare skift og linjer, deres stil lægger op til. En anden ting er balancegangen mellem det teknisk svære, der aldrig bliver for uhåndgribeligt, og det letfordøjelige i deres medrivende melodier. De står altså med en fod i begge lejre, der kan stimulere appetitten for den kræsne lytter – hvor man får lidt fra begge verdener. Det lægger også et pres på, at særligt melodierne skal være definerende for deres sange. Noget, som VOLA allerede har vist sig at have en særlig styrke i.
Albummet starter med de to singler ”Straight Lines” og ”Head Mounted Sideways”, hvor førstnævnte lægger ud med et klassisk VOLA-groove i bedste Meshuggah-stil. Her er det særligt verset og den atmosfæriske overgang fra omkvædet til vers, der virkelig stikker ud. Sidstnævnte spiller på samme tangenter med et djentet riff med dybe baslinjer og en synth, der ulmer i baggrunden og binder det atmosfæriske udtryk sammen. Det er en mere progget sag, der centrerer sig om et utrolig velskrevet omkvæd, og med forskellige skift og temaer, der binder det hele utrolig flot sammen – det er et stærkt nummer.
Tempoet skrues ned på ”24 Light-Years”, der med sit sjælelige udtryk er en lidt mere flad lytterfornemmelse. Det skyldes til dels, at opbygningen i sangen ikke udvikles med samme karisma som andre skæringer på albummet. Temaerne er en snert for monotone og har ikke samme gennemslagskraft. Det er, som om at autopiloten tager lidt over og får lov til at være den sikre chauffør, der kører nummeret hjem, du ved, lige uden at overskride fartgrænserne.
Når vi kommer til den hellige ild på Witness, er det numrene ”These Black Claws” og ”Freak”, der åbner for Pandoras æske. Rap og metal behøver ikke altid at få en til at tænke tilbage på den, til tider, halvkiksede nu-metal-æra, for på ”These Black Claws” leveres det stik modsatte. Det er overraskende stilsikkert, og de dybe rim, der runger lidt af Tyler, the Creator, leveres af den amerikanske rapper SHAHMEN, der beviser, at prog og rap hverken behøver at være halvkikset eller et umage par. ”Freak” trækker tilbage til mere vante omgivelser og synes at være stærkt inspireret af Porcupine Trees værker omkring årtusindeskiftet. Særligt i akkordvalg, komposition og stemning – men det er velspillet, dragende og overrumpler ”24 Light-Years” på balladefronten.
Resten af albummet køres stilsikkert og pænt hjem. Det er klassiske VOLA-skæringer med tunge og skæve riffs svøbt i poppet sangskrivning, og det er en fin balancegang mellem de øvrige plader. En gang imellem savner jeg dog lidt af den vildskab, der drev dem mere på debuten Inmazes.
Den endnu sværere 3’er
På Witness virker VOLA for alvor til at få defineret sig selv. De leverer utrolig velskrevne sange, der eksekveres flot og med flere overraskelsesmomenter. Albummet byder på stor diversitet, men er til tider lidt for pænt i eksekveringen. Jeg savner lidt af den pludselighed, der var mere markant tidligere. Når det så er sagt, er Witness en virkelig stærk udgivelse, og VOLA har virkelig fat i den lange ende, når det kommer til de overbevisende og kontrastfyldte skift mellem poppens lyttervenlighed og proggens teknikaliteter.
