Tilfældigt drivgods fra en gammel skude Amerikanske Flotsam and Jetsam har været et højt agtet band blandt thrash metal afficionados siden deres huseren i, vil nogen mene, genrens gyldne alder i midt til sen firserne med 1986 debuten "Doomsday for the Deceiver", der blandt andet var med til at bringe daværende bassist Jason Newstead i søgelyset, da denne efterfølgende indtog selvsamme position for Metallica. Ligeledes var efterfølgeren fra 1988 "No Place for Disgrace" med til at cementere Flotsam and Jetsam som en af de absolutte sværvægtere fra thrash metallens forgangne tid. Trods dette har bandet alligevel aldrig været eksponeret i samme grad som ’The big four’ eller andre respekterede bands som eksempelvis Dark Angel, Vio-lence eller Forbidden. Efter de to nævnte albums ændrede bandet kurs med mere kommercielle udspil fra halvfemserne og opefter. Ganske vidst også i kølvandet på thrash metallens begrænsede popularitet, da dødsmetallen gjorde sit indtog under denne tid. Flotsam and Jetsam har ikke udgivet noget i stil med materialet fra bandets formative æra, om dette så falder i visses favør eller ej er naturligvis en subjektiv vurdering, men sikkert er det at intensiteten og vildskaben fra før under alle omstændigheder er neddroslet betragteligt. Hvis der imidlertid tages udgangspunkt i 2010-udspillet "The Cold" har bandet atter foretaget en deroute i forhold til dette udgangspunkt. Hvor nævnte album viste et band, der var i stand til at levere nogle kompetente og til dels slagkraftige kompositioner, har Ugly Noise, som det nyeste albummet er navngivet, omfavnet mere radio venlige og ganske vidst mere eksperimenterende elementer. Det kan indvendes at man ikke til stadighed bør sammenligne et bands tidligere værker med nyere udgivelser, da det implicit underminerer værdien af de nyere udgivelser, hvis de ses i lyset af en bestemt lyd som et band har etableret gennem en årrække. Disse referencepunkter kan dermed forhindre lytteren i at betragte det nyere værk for sig selv, og angiveligt henvise værket til blot at være endnu en skygge fra fortiden. Alligevel, hvis man forsøger at se en smule nøgternt på tingene, har Ugly Noise begrænsede ting at byde på. Hvis indgangsvinklen man tager i forhold til at lægge øre til albummet er thrash metal, og hvis man på trods af dette ser bort fra bandets fortid, vil man blive fælt skuffet. De enkelte riffs der påbyder lytteren at varme nakkemusklerne op kan tælles på én hånd og er solidt plantet i banale musikalske idéer, der kun til dels opnår en status som havende en middelmådig musikalsk værdi. Titelnummeret og første nummer på skiven pirrer lytterens nysgerrighed ved en simplistisk, melankolsk piano melodi, værdigt suppleret af originale sanger Eric A.K. og dennes stadige imponerende røst. Dette nummer er klart et af de mest veludførte numre på skiven, og indeholder de klart mest memorable og agressive riffs. Herfra går det desværre ned af bakke, med kun få andre værdige highlights fordelt forskellige steder på skiven. Af disse er de forholdsvis catchy riffs på ’Carry On’, det korte fængende omkvæd i ’Play Your Part’ og de sporadisk dystre riffs på ’Cross the Sky’. Hovedparten af kompositionerne er dog unægtelig fyldt op med lyttervenlige radio hooks, med en banal og intetsigende lyrik der vil få de fleste til krumme tæer. Svært er det ydermere at fatte bandmedlemmernes ophav i forhold til materialet, som der udvises på denne skive. Samtlige medlemmer på Ugly Noise er nemlig, overraskende nok, fuldstændig original besætning der medvirkede på føromtalte debut og opfølger skive. Dermed er det beviseligt at disse herrer bestemt ikke er en inkompetent trup. Endvidere understreger den kendsgerning at de i et tidligere forløb har været i stand til at skrive noget særdeles intens og veludført thrash metal. Dette faktum er ganske vidst i strid med problemstillingen fra tidligere, men det er alligevel svært (ganske som med mange Morbid Angel fans i henhold til deres seneste album) ikke at lade sig påvirke. Konklusionen på det hele må således være at albummet, som det står for sig selv, er et svagt og kun i enkelte momenter fornøjeligt album, uden dog langt fra at være en katastrofe. Det er tydeligt at bandet atter forsøger at brænde alle broer til fortidige udspil. Ros skal der naturligvis også gives til de aldrende herrer for at indlade sig på at eksperimentere en smule. Set i forhold til bandets to første skiver og med visheden om at bandmedlemmerne er i stand til at komponere væsentligt stærkere materiale, er det på bestemt tilrådeligt at ladeUgly Noise passere forbi som tilfældigt drivtømmer fra en gammel skude. Trackliste: 1.Ugly Noise 2.Gitty Up 3.Run and Hide 4.Carry On 5.Rabbit’s Foot 6.Play Your Part 7.Rage 8.Cross the Sky 9. Motherfuckery 10.I Believe 11.To Be Free 12.Machine gun