Så er mægtige Maiden atter albumaktuelle

Efter Metallica er endnu et af de store navne fra firserne ude med et nyt album i år. Og som det altid er tilfældet med et så stort band som Maiden, har man selvfølgelig tårnhøje forventninger. Dette skyldes især at det forrige album, "Brave New World", virkelig formåede at fange alle de klassiske elementer som bandet er kendt og elsket for. Det samme kan siges om "Dance Of Death", da den minder enormt meget om dens forgænger. Eneste undtagelse er dog at denne plade behøver flere gennemlytninger end man er vant til med Maiden plader. Første gang man hører pladen igennem, synes en del af sangene at virke for uspektakulære. Men efter den tredje gang begynder sange som "Rainmaker", "Paschendale" og "Montsegur" at udfolde deres kvaliteter. En iøjnefaldende ting på pladen er den store mængde lange og episke sange, som jo altid har været en specialitet fra Englænderne. Men det har også været en ting som har irriteret mig ved bandet i de sidste 10 år, da sangene for det meste bliver trukket unødvendigt ud i stedet for at komme til sagen. Dette gælder dog heldigvis kun for titelsangen og den lidt for stille "Journeyman", som ikke helt kan følge med de resterende sange. Ikke at de er dårlige sange, men de ville have virket bedre hvis de ikke varede så længe. Selvom Maiden heller ikke er kendt for at bevæge sig unødvendigt meget væk fra deres klassiske lyd, har bandet dog et par mindre overraskelser med på skiven. Den første er det faktum at trommeslager Nicko McBrain for første gang nogensinde har været involveret i sangskrivningen. "New Frontiers", som er et af de mere up tempo numre på pladen, har han nemlig skrevet sammen Adrian Smith og Bruce Dickinson, og sikke en flot debut må man sige. Den anden ting er at man med nummeret "Paschendale" har afleveret den til dato mest episke og atmosfæriske sang i bandets karriere, sangen bliver i dens 8,5 minutter understøttet af orkestrale og effektfulde lydsamples. Orkestral er også nok det ord der bedst beskriver "Dance Of Death", da man som aldrig før bruger keyboard til at understøtte sangene, en ting bandet fik en del flak for i senfirserne. Men kunne du lide "Brave New World", vil du sikkert også finde en del glæde ved denne her. (Bjorn)

Så er mægtige Maiden atter, eller skal vi sige langt om længe igen album aktuelle, idet det er over tre år siden de sidst lod nyt høre fra sig, med det skamroste comeback album "Brave New world". Udover diverse turné aktiviteter har tiden været blevet brugt på at smide diverse live/dvd/opsamlings/boxset-udgivelser på gaden. Så jo, folkene bag Maiden har satme’ været mere end behjælpelige med at sørge for, at give vores surt optjente penge ben at gå på.    Jeg erkender blankt at mine forventninger til dette album har været lidt blandet, idet min erfaring siger mig at det næppe kan betale sig at tro, at en ny udgivelse fra et personligt favorit band per definition altid skal revolutionere ens verden. - Og i dette tilfælde kommer den tilbagelænet afventning mig da også til gode, idet "Dance Of Death" til fulde indfrier mine ønsker om hvad et solidt Iron Maiden album skal være.   Der er med andre ord ikke noget videre nyt under solen, og kald det så bare forudsigeligt, men i Iron Maidens tilfælde er det sgu sådan det skal være. Som altid er der tale om gedigent håndværk, og hvis jeg endelig skal give et praj om hvor vi befinder os, vil jeg påstå at "Dance Of Death" er en udmærket krydsning af "Brave New World" og "Virtual XI". Jeg gider ikke at tage stilling til om hvorvidt bandet eventuelt måtte skuffe i forhold til fortidens store bedrifter som "Seventh Son…", "Fear Of The Dark" eller den evigt nævnte "Number Of The Beast", da det for mit vedkommende er dybt u-relevant. Dertil elsker jeg sgu Iron Maiden for højt, og jeg har med god samvittighed fulgt og støttet bandet gennem kommercielle op-og nedture. Jeg er dog ikke mere inhabil end at jeg godt kan se at det nye album også har sine svage punkter, men det har alle deres skiver trods alt.   Singlen "Wildest Dream" er et udmærket eksempel på et middelmådigt nummer, og dette bemærkede jeg da også allerede på Roskilde Festivallen, og coveret er (med undtagelse af "Ed Hunter") nok det grimmeste bandet til dato har præsteret. Tilgengæld er numre som "Face In The Sand", "No More Lies" og titelnummeret rigeligt til at retfærdigøre et køb af pladen, der har en spilletid på 68 minutter, fordelt på 11 numre.   Pladen er præget er mange episke numre, og det er (stadig) i disse numre at Iron Maiden for alvor kommer til sin ret. "Dance Of Death" er som "Brave New World" produceret af Kevin Shirley, men mon ikke det i virkeligheden er Steve Harris der for alvor er ansvarlig for bandets velkendte lyd, der gennem tiden ikke har ændret sig synderligt. For første gang i bandets historie har Nicko McBrain (trommer) bidraget med et nummer, nemlig den meget umiddelbare og typiske Maiden basker "New Frontier", der måske ikke ligefrem springer i øjnene, men ellers har et fint omkvæd alle kan nynne med på – ligesom alt andet med Iron Maiden. Jeg behøver ikke at gå i dybden med de forskellige numre, da bandets fans udmærket ved hvad der er i vente, og sikkert allerede har erhvervet sig et eksemplar. (Fyrsten)