Gruppen der aldrig giver op

Flotsam and Jetsam (F&J) er mest kendt for at være det thrashband, Jason Newkid smuttede fra, da han overtog Cliff Burtons plads i Metallica. Det var selvfølgelig et stort tab, men trods det og utallige andre frafald i tidens løb har gruppen ufortrødent kæmpet videre siden debuten i 1986. Især deres to første udgivelser, Doomsday for the Deceiver og No Place for Disgrace (1988), er ikoniske værker, og for nylig sendte de deres 14. studiealbum på gaden. Der er mange af vores gamle thrash-helte, der har udgivet glimrende plader her i deres respektive karrierers efterår, og mon F&J kan følge trop? 

Der er syv sekunder endnu

Første skæring, “Blood in the Water”, indikerer i hvert fald, at intentionerne er der, for det er en heftig omgang speedmetal garneret med melodiske guitarsoloer. Vi får også det for gruppen så typiske powermetal-omkvæd. ”Burn the Sky” er mere af samme skole, og som så ofte før med F&J, er man i tvivl, om det egentlig er thrash eller speed metal, man lytter til? Det er vel egentlig også ligegyldigt, så længe det giver lyst til moshpit og headbanging.

Men efterhånden, som man arbejder sig igennem albummets 12 sange, står to ting nærmest ulideligt klart: F&J er stadig et ualmindeligt velspillende band, men de afviger ikke en tøddel fra deres standardformel: Fire minutters melodisk speed/thrash. På sange som ”A Place to Die” og ”The Walls” med klassiske heavy metal riffs og fuld patos på de melodiske omkvæd, kommer man sågar i tvivl, om det er Judas Priest eller F&J, man lytter til. Det er ærgerligt, for omkvædet på ”The Walls” er catchy som bare pokker, og det marginalt lavere tempo i dette nummer er nærmest en lettelse.

Det kan man desværre ikke sige om den gennemført kiksede ballade ”Cry For the Dead”. Selv her formår gruppen ikke at lægge en dæmper på den, indrømmet, teknisk dygtige trommeslager Ken Mary, så han hamrer ufortrødent videre. Der er også alt for meget knald på soloerne, så den stærkt påkrævede pause fra det nærmest maniske tempo, man i så alvorlig grad trænger til, kan man godt glemme alt om. Herefter fræser gruppen videre efter helt samme formel, indtil man ankommer til afslutningsnummeret ”Seven Seconds ’Til the End of the World”. ’Var der dog bare syv sekunder til, at pladen slutter’ var min første tanke. Overladt til den rene apati, orker man dårligt nok overveje, hvordan så dygtige folk kan udfordre sig selv så lidt. Og sjældent har jeg været så træt af dobbeltpedaler!

Melodisk thrash på autopilot

Mange power-fans har stor fornøjelse med den Manowar tekst-generator, der findes ude på nettet et sted. Mindre kendt er nok, at der åbenbart også er lavet en melodisk-speed-thrash generator. Noget kunne i hvert fald tyde på, at F&J har taget sådan en størrelse i brug, for samlet set er Blood in the Water formularisk ned til mindste detalje. Trist at et band, der i 1986 nærmest opfandt deres helt egen version af thrash-metallen, i den grad er gået i stå. Det kan man ikke få mere end fire kranier for.