Denne udgivelse var ventet med megen spænding, i og med at Ripper Owens skulle vise sit endelige værd, da musikken til "Jugulator" mere eller mindre var færdig skrevet, da han trådte officielt ind i bandet tilbage i 1997. Men hvad det angår, kan det oplyses at Owens har akkurat ligeså lidt at skulle have sagt denne gang, som sidst. Det er altså således stadig på Glenn Tipton's (og tildeles K.K. Downing) præmisser, at denne plade blev til. Men når det så er sagt må jeg indrømme at jeg for længst har affundet mig med at Ripper Owens er deres "nye" sanger, for han gør det sgu' fedt - og man må være både dum og døv, hvis man ikke kan høre hans åbenlyse kvaliteter. "Demolition" er en plade der kræver sine gennemlytninger - især hvad angår produktionen, der skar lidt i mine ører i starten. Med over 70 minutters spilletid, kan man naturligvis også forvente sig en vis variation i materialet - men det er nok de færreste der havde forventet vokale refærrense til Marilyn Manson, som tilfældet er i blandt andet "Feed On Me". Men igen, alt på dette album er gjort med måde og stil, og der er ingen musikalsk leflen at spore til nyere tids metal trends. Dette er blot et Priest album der bringer bandet ind i det nye årtusinde, og du kan roligt glæde dig til atter at skrige "Breaking The Law" og "Metal Gods", når bandet gæster Amager Bio og Train i begyndelsen af november.