Huh??? Er dét Europe? Jovist, 80'er-ikonerne har været tilbage siden årtusindskiftet, hvor de blev gendannet for at spille et oplagt nytårsnummer på svensk fjernsyn. I dag lyder de ikke desto mindre en hel del anderledes. Jeg fik ikke hørt bandets 2004-udgivelse "Start From the Dark", men den skulle ligesom nærværende nye CD have en anderledes råhed over sit udtryk end deres tidligere albums. "Secret Society" indeholder en gang moderat heavy rock’n’roll – nærmest en mellemting mellem Mötley Crüe (især deres "Listen"-periode) og Audioslave. Førstnævnte reference melder sig i særdeleshed på titelnummeret, et dybt tjekket nummer som "Getaway Plan" og på en måde også en halvblød, men alligevel fremaddrevet sag som "Devil Sings the Blues". Min association til Audioslave skyldes dels nogle af de mere bastante riffs, hvor bas og guitar er unisone, f.eks. på "Let the Children Play" og "Human After All", dels Joey Tempests vokal, der har en Chris Cornell-agtig kant meget af albummet igennem.

Man kan svagt fornemme den fjerne odeur af hairspray på den første single, "Always the Pretenders", der som en af de få skæringer har et rigtigt svenskerpop-omkvæd (og for øvrigt et vers, der lyder som noget, Mattias Eklundh fra Freak Kitchen kunne have skrevet i et svagt øjeblik), og "Mother’s Son" lyder som en af de klaverbaserede powerballader, man af og til kan høre i radioen med kunstnere som Anastacia og lignende. Men det er egentlig også de eneste for alvor kommercielle ting på albummet.

Ellers har man en overraskende fin lille rockskive, som absolut er et lyt værd. Albummet er fedt produceret, solidt spillet (og sunget) og fyldt med næsten lutter catchy melodier. Skønt der ikke er tale om nogen dybt fascinerende genistreg, vokser "Secret Society" en lille smule for hver gennemlytning, så hvem ved, måske vil man have lyst til at lægge et enkelt dødningehoved til min karakter ved en senere lejlighed.