Musik til en mærkelig verden
Det er ikke noget nyt, at verden er af lave. Det var den også i 90’erne, hvor nu-metallens og grungens organiserede kaos dannede lydbilledet til en usikker tid i opbrud. Ligesom deres forgængere afspejler det australske metalband Ocean Groves musikalske profil det kaos, der udspiller sig overalt omkring os, idet de laver musik til en mærkelig verden og kategoriserer sig selv som “odd world music” - deraf albummets titel. Ud over albummet er bandet i færd med at etablere et pladeselskab af samme navn, mens de dog stadig officielt udgiver under SharpTone Records. Det giver indtryk af, at de forsøger at redefinere sig selv og fastlægge deres tone. Den tone er dog spillet mange gange før og bliver hurtig ensformig. Hvis det er sådan, ny nu-metal og grunge lyder i 2024, så kan vi trygt lægge dem i graven.
Start 00’erne har ringet, og de vil gerne have deres baggy pants og bandanaer tilbage
Ocean Grove er velbevandrede i nu-metalgenren og kender alle dens konventioner udenad. Derfor har de samlet dem på et album, som mest af alt minder om støvet 90’er- og 00’er-nostalgi fra en glemt radiokanal, der spiller i et mennesketomt storcenter. Bandet beskriver ellers gentagne gange sig selv som genrebrydende og nævner i manifestet på deres hjemmeside, at de hellere vil forsvinde ind i ukendthed end lave middelmådig musik for masserne. Med Odd World Music bryder de godt og grundigt dette manifest, for albummet minder netop om den musik, som ethvert mindre, middelmådigt nu-metalband lavede for 20 år siden. Det er gjort før og bedre, og selvom numre som “Fly Away” har potentiale med fængende energi og Dale Tanners næsten Fred Durst-agtige vokal, så løfter albummet sig aldrig rigtigt over Boogie Listen-standarden. Numre som “My Disaster” og “Stunner” har potentiale, men sangenes bridges er blevet krydset mange gange og virker udtrådte. Inspirationen fra bands som Korn, Limp Bizkit og Faith No More er tydelig, måske lidt for tydelig. Bandet lyder hele tiden som andre end sig selv og finder aldrig rigtigt frem til en lyd, der er helt deres egen. Det har de ellers tidligere vist evne til på albums som The Rhapsody Tapes, hvor der er større variationer mellem sangene og flere genreskift. Odd World Music er mere klassisk konventionsopfyldende i sit udtryk, og albummet virker generelt som en musikalsk tilbagegang for bandet.
Har I ikke fulgt med?
Der er meget godt nyt på new nu-metalfronten, som viser, at genren stadig kan vise tænder og skabe frydefuld forargelse i metalscenen. Ocean Grove er dog ikke fulgt med udviklingen, og deres album kommer til at fremstå som en anakronistisk efterligning af bedre bands tidligere udfoldelser. Det er ikke et dårligt album, bevares, men man skal anstrenge ørerne gevaldigt for, at musikken ikke blot glider forbi dem som baggrundsstøj. Måske vil albummet begå sig godt på MyRock, men der er ikke meget at hente, hvis man først lytter efter.
