Manden bag masken
Kontroverser, skandaler og okkult mysticisme omgiver Marilyn Manson konstant, men det lader til, at den midaldrende multikunstner igen har valgt at omfavne rollen som paria. Han har dermed formået at integrere den fordømmende folkestemning i sin aktuelle udtryksform og som del af sit image. Men hvad sker der, når anklagerne skifter karakter og i stedet retter sig mod manden bag masken? Spørgsmålet har ligget og ulmet, siden beskyldninger om grooming, misbrug, hjernevask og manipulation begyndte at rulle ind over sangeren i 2021. Med udgivelsen af One Assassination Under God får vi nogle svar … men måske ikke uforbeholdent dem, vi forventede i første ombæring. Vi kan under alle omstændigheder konstatere, at der nok en gang er blevet rokeret rundt i den bagvedstående besætning. Reba Meyers (Code Orange) og Piggy D (tidligere Alice Cooper, Rob Zombie, Wednesday 13) slutter sig således til de velkendte navne Tyler Bates og Gil Sharone, der begge figurerede på henholdsvis The Pale Emperor og Heaven Upside Down.
Mislykket (karakter)mordforsøg
Atmosfæriske synthflader, der snildt kunne tænkes at skulle imitere tonerne af et forvrænget kirkeorgel, flænser stilheden, og ind træder den bleghvide eminence. ’I won’t suffer for your amusement’ proklamerer Manson, inden han på vanlig maner og med sylespids præcision penetrerer den aktuelle dobbeltmoral i offentligheden: Alle stiller sig i kø ved henrettelsen, men ingen giver sig til kende. Ingen påtager sig individuelt ansvar. Tværsnittet mellem dunkende industrial og nedtonet goth rock formår dog kun delvist at ramme plet. Og det er egentlig ganske symptomatisk for resultatet af sangskrivningen, ikke kun på det eponyme åbningsnummer, men på albummet som helhed. Marilyn Manson synes mere optaget af arbejdsprocessen som tekstforfatter end som komponist. En tendens, der efter min bedste overbevisning har været støt stigende siden The Golden Age of Grotesque.
Selvom produktionen funkler som en nyvasket babynumse, så skal lyttelapperne i den grad kalibres. Gøres dette korrekt, vil man på ”No Funeral Without Applause” muligvis se sig i stand til at opfange samme, skæve takter, som vi forbinder med gode gamle ”Tourniquet”. Og netop den sondring er vældig interessant, når vi skal dechifrere de ’easter eggs’, der gemmer sig bag knap så subtilt navngivne ”Nod If You Understand”. Om end væsentlig mere simplificeret i sin komposition (’vi skulle jo nødig tabe generation Tik-Tok’, kunne være motivationen), så bliver der netop nikket i retning af det mere rå, neoindustrialiserede udtryk, der i sin tid formåede at bygge bro mellem Antichrist Superstar og Holy Wood. Og for lige at imødegå eventuelle protester bliver også mellemliggende Mechanical Animals sidenhen hyldet qua ”Death Is Not A Costume”, hvor de psykedeliske undertoner fra klassikeren ”Coma White” blander sig med de øvrige ingredienser.
Nostalgitrippet kulminerer dog i den altoverskyggende førstesingle ”As Sick As The Secrets Within”, hvor de respektive aksekurver tekst og komposition krydser hinanden på det højeste punkt. Hints fra hovedtemaet på Holy Wood møder stemningen fra Mechanical Animals. Komplementeret af den hudløse lyrik, hvor en tilsyneladende reformeret Manson reflekterer over sit eget misbrug som et nødvendigt onde i kampen for selvopholdelse. En følsom erklæring om konsekvenserne ved et langt liv uden ægte kærlighed, og hvordan vi defineres ud fra de hemmeligheder, vi bærer i vores indre. Desværre lever de øvrige kommercielle flagskibe ”Sacrilegious” og ”Raise The Red Flag” ikke helt op til samme standarder. Til gengæld må jeg sige, at albummets uigenkaldelige udgangsreplik, ‘[…] they’re waiting with open arms for me to join them soon’ fra ”Sacrifice of the Mass”, efterlader et uudsletteligt indtryk. Moderen Barbara J. Warner, 68, døde tilbage i 2014 efter længere tids demenssygdom, og med denne personlige og sårbare beretning bliver det endog meget tydeligt, at Manson til stadighed martres af indre dæmoner forbundet med hendes bortgang.
Halvhjertet hyldest til en svunden tid
Indskrænkede tunger skulle på bagkant af singleudgivelserne angiveligt have stemplet disse som indledningen på et selvretfærdigt korstog. Her må jeg erklære mig lodret uenig. Marilyn Manson har blot endnu gang vist sig at være lokalets klogeste og er derfor landet på benene igen efter nogle tumultariske år.
‘Keep sleeping, I’ll make you dream of me’ … frasen, der konkluderer ”As Sick As The Secrets Within” nærede derfor også stof til drømme om en ny guldalder. Den virkelighed vi vågner op til, må dog siges at være af en noget mere beskeden karat. Ret skal dog være ret, og med det nyslåede samarbejde mellem Manson og Nuclear Blast som løftestang hæver One Assassination Under God sig betydeligt over mange af sangerens seneste udgivelser. Kigger vi på coveret, giver genintroduktion af signaturfonten fra *Holy Wood også mere end et kraftigt praj om, at intentionen klart har været at ramme nerven fra The Tryptich (de tre skiver fra udgivelsesperioden 1996-2000). Det var også i den årrække, at ikoniske medlemmer som John 5 og Twiggy Ramirez huserede, men med al respekt for ensemblet af i dag, så befinder vi os et betragteligt stykke fra fordums styrke. Dermed ender bedømmelsen af selve albummet lige nord for det gennemsnitlige, hvilket mest af alt understreges af Mansons prioriterede fokusområder i den kreative proces.
*) Marilyn Manson lægger vejen forbi K.B. Hallen i februar 2025. I den forbindelse bringer vi både en anmeldelse og et 25-års jubilæumsportræt af albummet Holy Wood, der på sin vis afsluttede sangerens semiselvbiografi.
