Fra orm til overmenneske tur-retur
Blandt de allerede indviede bliver Holy Wood ofte anskuet som ‘sidste’ kapitel i Marilyn Mansons semiselvbiografiske trilogi, The Triptych. En metafysisk analogi til den cykliske rejse fra ’orm’ til ’overmenneske’, hvis øvrige dele tæller henholdsvis Antichrist Superstar (1996) og Mechanical Animals (1998). Hvis vi udvider den betroede kreds en smule, så udgjorde albummet desuden et opgør med forgængerens moderniserede glamrock og Ziggy Stardust-insinuerende univers. Man vendte således på dette, gruppens fjerde værk, tilbage til rødderne i det industrielle, det alternative og ikke mindst det gotiske genrespektrum. Det endte dog med at blive de tragiske omstændigheder, der 20. april 1999 kostede 15 menneskeliv på Columbine High School, som løb med overskrifterne. Gerningsmændene skulle angiveligt have fundet inspiration i Mansons musik, og Amerikas bedre borgerskab var ikke sene til at udpege den kontroversielle sanger som syndebuk.
Adams syndefald
Hvis man dermed forventede, at Manson i al stilfærdighed ville vende den anden kind til, så havde man i den grad gjort regning uden vært. Holy Wood var og er velsagtens et af de mest eksplicitte modsvar, en etableret artist nogensinde har fremsat mod magtens centrum. Det blev samtidig sidste dans med det klassiske firkløver bestående af John 5, Ginger Fish, Madonna Wayne Gacy og Twiggy Ramirez, der til dato regnes for at udgøre bandets stærkeste lineup. Gennem svimlende 19 (!) numre spiddes den amerikanske dobbeltmoral, dødsfascination og forbrugskultur i en bælgmørk satirisk tone. Tag blot ”The Love Song”, der målretter sig især Midtvestens tvivlsomme forhold til skydevåben, eller ”Target Audience (Narcissus Narcosis)”, som subtilt revser massemediernes skruppelløse besættelse af seertal. Virkemidlerne er mange og tæller alt fra de forvrængede synthesizere over akustiske passager til den eponyme sangers fodslæbende dræven.
Hvad der må have virket som kryptonit på den konservative højrefløj, ikke mindst den kunstigt opstillede narrativ om Mansons skadelige indflydelse in mente, var musikkens appel til den yngre generation. Med en uovertruffen sans for simplificering af det komplekse følelsesregister gav hitsingler som ”Disposable Teens” og ”The Nobodies” en stemme til den fortabte ungdom. Sidstnævnte med samme grundrytme som Queens ”We Will Rock You” understreger tillige fascinationen af Freddie Mercurys rolle som entertainer og folkeforfører. Bevares, Manson er måske lige knap og nap at finde på den hylde. Så vidt spænder hans vokalregister trods alt ikke. Til gengæld kompenserer den akustiske ballade ”In the Shadow of the Valley of Death” med samme autentiske sårbarhed, som tegnede adskillige kompositioner på Mechanical Animals.
Denne sårbarhed står i skærende kontrast, når vi graver et spadestik dybere ned i materien for at finde værkets konceptuelle protagonist. Antichrist … havde ’The Worm’, Mechanical … havde ’Alpha’ og ’Omega’, og på nærværende opus møder vi Adam Kadmon. Afledt af det hebræiske udtryk for ’det primære menneske’ har hensigten formentlig været at gengive Friedrich Nietzsches forestilling om ’der Übermensch’. Hele grundpræmissen for Holy Wood går på, at vi kun kan opnå et højere stadie af kollektiv bevidsthed og fremgang gennem uafhængig og selvstændig tankevirksomhed. Man bør derfor også anerkende den begavede selvironi, der nærmest driver ud af ”The Fall of Adam”. Her introduceres verden for første gang til begrebet ’celebritarian’. For at udspecificere yderligere så adresseres den moderne civilisations fiksering af celebriteter. Jo flere kameraer, du har rettet mod dig, des større magt besidder du. Det morsomme ligger i, at Mansons eget kunstgalleri i L.A. minsandten bærer navnet ’The Celebritarian Corporation Gallery of Fine Art’. Et paradoks, jovist, men som Manson selv ynder at sige: ’I’m not an artist, I’m a f****** work of art’.
Samlingens kronjuvel
Vi taler nok så ofte om vigtigheden af at adskille kunsten fra kunstneren. Hvad der gør Marilyn Manson til en af den moderne rocks måske mest markante og indflydelsesrige skikkelser, er hans udtalte ønske om det stik modsatte. De udviskede linjer er også en af forklaringerne på, at du her sidder med diskografiens suverænt mest komplette udgivelse. Intet album har sidenhen formået at fusionere de subtilt sfæriske hooks fra Mechanical Animals og den hadefulde horroræstetik fra neoindustrielle Antichrist Superstar. Det er ondskabsfuldt og groovy som bare pokker på en og samme tid. Holy Wood stiller samtidig store krav til sin lytter. 68 minutter vil for nogen være lige til den lange side at indtage filosofisk refleksion på dette niveau. Især fordi Mansons stemmeføring over længere tid bliver en anelse monoton. Kan man først forlige sig med disse præmisser, så venter omvendt et lyrisk slaraffenland af en anden verden. Kort sagt: Holy Wood er stadig hårdtslående, hæmningsløs og højaktuel, selv efter 25 år.
OBS: Har du fået blod på tanden, og ønsker du dykke dybere ned i historierne bag og tilblivelsen af Holy Wood (In the Shadow of the Valley of Death)? Så glæd dig til vores temablog om Marilyn Manson, der efter planen publiceres umiddelbart før bandets udsolgte koncert i næste måned.
