Happy metal strikes again
Britiske Fellowship, der i 2022 udgav deres debutplade, The Saberlight Chronicles, er siden udgivelsen af denne ørebæ blevet modtaget med åbne arme i store dele af powermetal-fællesskabet. Nu er de klar med deres andet album, The Skies Above Eternity, der endnu en gang byder på en masse lalleglad klimpreri. Men lad os nu dykke længere ned i LARP-entusiasternes spraglede verden.
“One small bite is enough to fill the stomach of a grown man”
Pladen indledes af “Hold Up Your Hearts (Again)”, der har en opløftende, vel at mærke ret generisk, guitardrevet melodi fremført af Brad Wosko og Sam Browne. Det teknisk veludførte guitararbejde kan dog ikke redde Matthew Corrys helt igennem enerverende vokal hjem, som man godt kan leve med på en enkelt sang, men ikke er til at holde ud, hvis man skal lytte til en hel plade af det. Videre går det med “Victim”, hvor undertegnede særligt bed mærke i den temmelig underlige tekst, der føles unødvendig edgy og malplaceret i forhold til den overgearede glade lyd: “I will always feel like a victim / I will always fight on my own / I am lamb, but I am lion, best believe me / I will grow to overshadow any throne / I swear I won’t”. Et nummer, der stikker ud i denne snotnæsede omgang venskabsmetal, er fjerde sang, “Dawnbreaker”, hvis omkvæd har et godt flow, der – selv om jeg nødig vil indrømme det – går direkte ind i øresneglen, så man næsten glemmer vokalen. Derudover fungerer rytmesektionen leveret af Callum Tuffen på trommer og Ed Munson på bas vældig godt sammen med den ustoppelige guitar. Også “King Of Nothing" har med sin høje intensitet definitivt nogle gode momenter. Pladen afsluttes af det to minutter lange instrumentale track “Memories On The Wind” – det er efter min mening et lidt besynderligt valg at afslutte pladen med noget, der kunne være soundtracket til en sorgløs løbetur gennem Hobbitrups omkringliggende marker, men what do I know.
Ikke i mål endnu
Ligesom på The Saberlight Chronicles er der på The Skies Above Eternity absolut ingen tvivl om, at de fem musikere kan deres kram, men der er endnu en gang en del elementer, der i høj grad påvirker lytteoplevelsen. For det første kan jeg bare ikke forene mig med vokalen, der er forfærdelig nasal, for det andet mangler lyden noget kant, og for det tredje er hele molevitten ikke særlig varieret. Lyden er simpelthen for generisk og holder sig alt for meget inden for de moderne powermetal-normer. Jeg er helt sikker på, at de kan gøre det bedre, så der skal altså en del mere til, før denne anmelder kan begejstres af de forvoksede leprechauns’ musik.
