Hvis man kan leve på polsk, kan man også dø på polsk
At døden er et populært tema i det metalliske spektrum, bør ikke komme som nogen overraskelse. Dødsmetal, wall of death, Dead fra Mayhem, og ja, bandet Death, for bare at nævne nogle få eksempler. Tilbage i 2008 ville Behemoths trommeslager Inferno og Anima Damnatas vokalist Necrosodom dog virkelig omfavne denne forkærlighed for døden. Og således opstod bandet Deus Mortem, hvilket er latin for dødens hersker. Siden da har Inferno dog forladt bandet, men med tre nye håndlangere i truppen har Necrosodom holdt skruen i vandet og er nu klar med pladen Thanatos – hvilket er navnet på den græske gud for naturlig død.
Der er en grund til, at black metal covers af Garth Brooks er en sjældenhed
Nu tænker du nok, at Deus Mortem spiller dødsmetal, men nej. De har helliget sig den stolte polske black metal med alt, hvad dette indebærer og lidt til.
“Resurrecting the Pillars of Flame” og store dele af “When the Creation Tastes of Dionysian Wine” rammer nemlig plet i den hadske blastbeat-elskende polske black metal. Det minder muligvis meget om Marduk, men Deus Mortem får drejet det militante over til en intens vrede, som kun et tidligere sovjetiskbesat land kan kanalisere ud gennem deres musik. Det er snerrende arrigt, det river og flår i trommehinderne, og det underliggende mandskor giver en god kant af okkult atmosfære. Så med andre ord, Deus Mortem lyder præcis som Hate, der er gået all in på black metallen.
Havde Deus Mortem så bare ladet sig nøje med dette, så havde Thanatos været en god gedigen omgang polsk vrede. Men så heldige er vi desværre ikke. Alene åbningsriffet på selve åbningsnummeret “Krwawy Swit” er så skatepunket i sin stil, at selv Tony Hawk’s Pro Skater 2 synes, polakkerne bør skrue en kende ned. At nummeret så også byder på et riff så træls countryrocket, at jeg næsten kan høre Ford F-150’en med sit påmalede redneck-flag, får mig til at stirre dybt ind i intetheden og overveje at tage Myrds debut på ordet. Og denne insisteren på rock'n'roll gør sig gældende på stort set samtlige af pladens numre. Ikke at der er noget galt med en solid gang black rock'n'roll – “W Serce Plomiennej Gnozy” gør det faktisk hæderligt i sin Vital Spirit westernstil – men når “Slow Death” bliver helt pjattet med galop-riffs og hvinende guitarsoli, så har polakkerne efterhånden lagt op til en lang aften. Når overgangene mellem black og rock samtidig har det med at gå så glidende som et harmonikasammenstød, så synes jeg, at Necrosodom skal gå tilbage til Anima Damnata for evigt.
Så brænd dog den læderjakke
At kalde Thanatos for et ukristeligt tidsspildende makværk, ville dog være en direkte løgn. Hvor gennemsnitlige deres rendyrkede polske black sektioner end er, så lyder de præcis, som polsk black gør. Bidsk, vredt og tordnende arrigt. De få gange det blackede og det rockede formår at spille sammen, skal måske lige finpudses lidt, men har bestemt potentiale. Problemet er bandets konstante insisteren på at ville være rockstjerner og bare fyre den fede guitar af uden at spekulere på, om det egentlig gavner det pågældende nummer. Og ni ud af ti gange gør det ikke. Beslut jer for, hvad I vil Deus Mortem, og indtil da så lad venligst være med at udgive noget.
