Fjern fortælling drager Distant
De fire gutter fra Holland og Slovakiet, der udgør deathcorebandet Distant, har virkelig haft gang i foretagendet, siden bandet blev dannet i 2014. De har udgivet fire ep’er, tre fuldlængder og er altså nu ude med deres fjerde, Tsukuyomi: The Origin. I den gamle snak om kvantitet kontra kvalitet virker det til, at bandet hælder mest til det første. I anledningen af deres 10-årsjubilæum som band har de valgt at opdatere deres udgivelse Tsukuyomi fra 2017. Ep’en er blevet genindspillet, og yderligere syv numre er tilføjet. Er du nysgerrig på tidligere udgivelser, har vi på Heavymetal.dk anmeldt Dawn Of Corruption fra 2020 samt Heritage fra 2023.
Bandet beskriver dem selv som historiefortællere. De har da også skabt deres eget fiktive univers gennem verdenen Tyrannotophia, som er omdrejningspunktet for deres tre tidligere skiver. Nu har de så søgt inspiration i japansk mytologi gennem Månens gud, Tsukuyomi. I den japanske fortælling dræber Tsukuyomi madens gudinde, hvilket søsteren, som er Solens gudinde, bliver rasende over. Hun vil derfor aldrig være i Tsukuyomis nærhed igen, hvilket skulle være grunden til, at solen er oppe om dagen, og månen om natten. Om det nu helt er sådan, det forholder sig, ændrer ikke på, at temaet omkring mørket, natten, drab og forråelse passer perfekt ind i Distants deathcoreunivers.
Vugget i glasskår og kedsomhed
Der er en foruroligende følelse allerede på pladens første nummer, ”The Pale Moonlight”, hvilket sætter den helt rigtige stemning for pladen: Der er noget voldsomt, ondt og ubehageligt på vej. At det ubehagelige så består af 12 utroligt ens, kedelige og monotone numre, det er virkelig en skam. For bandet spiller godt, og der er da også gode momenter gennem albummet. Som på nummeret ”The Undying”, hvor der er lidt groovede stykker og tilmed en form for guitarsolo, hvilket er lidt malplaceret, men alligevel rart som afveksling til de meget ens elementer. Det samme gør sig gældende på ”Feast Of Misery”, hvor forsanger Alan Grnja gør fint brug af forskellige teknikker på vokalen – sågar nogle effekter også. Kombineret med de mere melodiske indslag fra guitaren og en god dynamik i trommerne er det da også et af de bedre numre på pladen.
Udgivelsen igennem falder tankerne på bands som Thy Art Is Murder, Suicide Silence og Lorna Shore i lydbilledet. Men hvor disse bands har meget mere dynamik i deres numre, så virker det, som om Distant gør brug af fuldstændig samme musikalske copy paste-model gennem hvert eneste nummer – og det bliver enormt langtrukkent og kedeligt. Dette gør, at mange af pladens numre lyder ens, og allerede efter tre numre var jeg mættet af deres lyd. Især trommerne, der indimellem buldrer derudad med nærmest overmenneskelige blastbeats, bliver undertegnede hurtigt træt af. Generelt set mangler bandet opfindsomhed og kreativitet. Som ved afslutningen på flere af pladens numre – hele ni styks – hvor musikken og vokalen cuttes brat, og et ekko fader det hele ud.
De skal dog have, at de spiller bedre som band, og produktionen på det nye album er også markant bedre end tidligere. Samtidig så skal de have cadeau for den fantastiske, dystre og morbide sangtitel ”Cradled In Shards Of Glass” – altså, at blive vugget i glasskår.
Dødkedelig deathcore
Distant spiller en solid og tung omgang deathcore, men heller ikke mere end det. Der er ingen overraskelser eller kreativitet at spore. Har man brug for bare en lille smule afveksling og dynamik i lydbilledet, så er det et album, man sagtens kan undvære. Og det er egentlig lidt synd, for når Distant nu er så flittige og hårdtarbejdende med deres udgivelser, så ønsker jeg for dem, at de lykkes bedre, end de gør på denne skive. Men der skal noget mere tid i øvelokalet, mere dynamik og mere kreativitet rent musikalsk til, før bandet når dertil. Temaerne fra historien om Tsukuyomi spiller rigtig godt ind i deathcoreuniverset, og teksterne til numrene kredser om temaerne forråelse, vrede, død og ødelæggelse – hvilket jo altid er fedt! Men hvad hjælper dét, når man falder i søvn inden afslutningen.
