Toxaemia spiller koncert i Gimle, Roskilde .
Toxaemia - Rejected Souls Of Kerberus

Rejected Souls Of Kerberus

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Når svensken gør det, de er bedst til

Kvalitet tager tid

Der findes bands, hvis karriere tager fart meget hurtigt. Og så er der dem, der er lidt længere tid om det. Det er i denne sidstnævnte kategori, vi finder det svenske death metal-ensemble Toxaemia. De blev dannet i 1989, hvorefter de fik udgivet et par demoer, en split-cd og en ep, men et decideret album blev det aldrig til, før de besluttede sig for at holde pause på ubestemt tid.

I 2020 gjorde de comeback med det glimrende album, Where Paths Divide – gruppens første langspiller trods mere end 30 år på bagen – og nu er de klar med opfølgeren, Rejected Souls of Kerberus. Den er bestemt ikke tosset.

OSDM fri for konformitet

Så snart man siger gammeldags death metal fra Sverige, ved man godt, hvad klokken har slået. Man går derfor ikke helt galt i byen med Toxaemia, hvis man normalt går og nyder bands som Dismember, Incantation eller Entombed. Kvintetten lægger sig tæt op ad disse legender, men har stadig elementer i musikken, der gør, at de ikke bare er endnu en omgang svensk bølledød.

Rejected Souls of Kerberus starter med let genkendelige svenske herligheder, hvor man for Gud ved hvilken gang må konstatere, at hverken Entombed eller Bolt Thrower har levet forgæves. På titelnummeret, der sparker pladen i gang, er der masser af fræs med fede riffs, ond vokal og sublim dynamik, hvilket følges op af tunge grooves og et tonstungt c-stykke på efterfølgeren, “M.A.O.D”. Fremragende start, selvom det ikke ligefrem er innovativt, men herfra begynder Toxaemia til gengæld at spille deres egne unikke kort rigtig fint. “Beyond the Realm”, der er en af gruppens gamle demoer, er således fed melodisk death metal med en del death’n’roll-elementer. På dejlig tilfredsstillende vis hænger Toxaemia sig tydeligvis ikke i gamle dogmer, og de gør lige, hvad der passer dem, hvis det lyder fedt. Hvilken befrielse. Ligeledes er det forfriskende, at “Ex Odio” starter på en måde, der snildt kunne være skrevet for nyligt af Metallica. Enkelte genre-purister vil muligvis rynke på næsen, men det er et dejligt nummer uanset, der klart er blandt pladens bedste. “Blood Red” er en fed slowburner, der bygges flot op fra ingenting. “Dawn of the Enslaved” rykker superfedt, og “Temple of Venom” er en højenergisk lille satan, der lyder meget i retning af de danske darlings i Baest.

Mod slutningen af pladen får vi desværre et par lettere intetsigende skæringer. “Follow the Leader” og endnu en nyindspillet demo fra gamle dage, “Tragedies Through Centuries”, er der ikke meget ved, men heldigvis afrundes pladen med manér. “I Saw Them Die” er godt nok et cover fra kollegaerne i Dismember, men det er et fremragende nummer, der tåler mange genhør.

Det er aldrig for sent

Kan man lide Baest, Dismember, Bolt Thrower, Incantation og alle de andre bands, der er født af den gamle svenske muld, bør man uden tvivl spidse ører og give Toxaemia et koncentreret lyt. Musikken er et friskt pust til en velkendt genre, hvor grooves og dynamik fungerer upåklageligt sammen med de gode melodier og de frådende vrede riffs. Og så er hele baduljen endda produceret af gode gamle Dan Swanö. Kan man tillade sig at bede om mere end det?

Tracklist

  1. Rejected Souls of Kerberus 3:27
  2. M.A.O.D 4:34
  3. Hunger 5:25
  4. Beyond the Realm 3:19
  5. Ex Odio 3:17
  6. Blood Red 4:22
  7. Dawn of the Enslaved 2:43
  8. Temple of Venom 4:29
  9. Follow the Leader 4:13
  10. Tragedies Through Centuries 3:27
  11. I Saw them Die