Sidst vi hørte fra det svenske In Flames sideprojekt (Jesper Strömblad spiller bas her) var det med den fornøjelige "This Is Hell" fra 2003, men da hr. Strömblad jo som bekendt er en travl herre skulle der gå fem år inden der var nyt fra bandet.

Den første ting der falder en ind når man hører pladen er, at bandet har smidt en ekstra portion aggression i gryden denne gang. Faktisk spiller man på 80% af pladen i fuld fart, hvilket giver pladen en ekstra thrashet atmosfære, selvom dette aldrig har været en fremmed stil for bandet. I starten var dette dog ikke ligefrem begejstrende, da de fleste sange syntes at være den samme bare med anden titel. Men efter et par gennemlytninger sprang der dog et par perler ud af mængden. Der er dog især på pladens første halvdel en temmelig monotoni der kan være svær at overkomme. Men af de positive sange bør man nævne "Is" og "Way To Shine", der især bør begejstre de In Flames fans der har haft det svært med bandets nyere plader. Førstnævnte har endda lidt af "December Flower" (The Jester Race, 1996) over sig, medens den "Way To Shine" ville have passet perfekt ind på Colony (2000).

Jeg er dog en smule splittet over denne skive, da den nævnte ensformighed bliver ret så trættende i længden. Men man kan ikke komme uden om de gode sange, som er ret så fede især hvis man længes efter melodic death som man spillede den i midthalvfemserne. Så et lille syvtal bør være på sin plads her.