Engelske Biomechanical er klar med en opfølger til 2005-udgivelsen, "The Empires of the Worlds" – eller det vil sige, forsanger John K. har komponeret, arrangeret og sammen med producer Chris Tsangarides skruet albummet "Cannibalised" sammen. I mellemtiden har samtlige andre musikere i bandet nemlig sagt farvel og tak (angiveligt pga. af interne stridigheder omkring nogle koncerter, John K. meldte afbud til som følge af arbejdspresset med at gøre albummet færdigt), så det er et næsten helt nyt Biomechanical, der nu er på turné. Jeg føler med de musikere, der har skullet træde ind og med så relativt kort varsel lære sangene på det her album, for det er heftige, komplekse sager. Hvor "The Empires of the Worlds" lød som en blanding af Pantera, Queensryche og Strapping Young Lad, med lige dele catchy, medrivende riffs, fed afvekslende vokal, vild rytmik og stedvist kaotisk kompleksitet, er "Cannibalised" mere rendyrket kaos. Thrash-elementerne er nu mere ovre i den progressive, hypertekniske boldgade – med andre ord, det går rigtig stærkt og rytmerne skifter hyppigt, og de symfoniske elementer er blevet mere allestedsnærværende, så det næsten kommer til at lyde som Dimmu Borgir på amfetamin. Der er dog stadig Pantera-inspirationer i musikken – dyrk f.eks. det smågeniale temposkift midt i "Predatory".
Den største forskel fra sidste album er John K.’s vokal, der her er mere aggressive skrig, til nød med lidt Rob Halford-agtig sang her og der, men slet ikke med de samme Geoff Tate-inspirationer, der prægede lyden før. Vi får ganske vist lidt vokal i den retning på starten af "Breathing Silence" (der dog også kan sammenlignes med en ung Phil Anselmo). Men i den stille indledning til "Through Hatred Arise", der tidligere ville have kaldt på den typiske teatralske vokal, lyder John K. mere som en afdæmpet Mike Patton. Han klarer sig lige godt i alle registre, men det er mærkeligt, at han som sanger i producerstolen ikke har følt mere anledning til at variere udtrykket mere, end han gør.
"Cannibalised" er på nogle punkter et mere gennemkomponeret, detaljeret album end "The Empires of the Worlds", hvor en del af numrene mindede meget om hinanden i opbygning, men det er samtidig et mindre markant album. "Cannibalised" hører hjemme i den rendyrkede ekstremmetal-tradition, hvor man også finder bands som Darkane, Strapping Young Lad (i deres mest ekstreme øjeblikke) og Scarve, og er på de præmisser et rigtig godt album, men måske ikke et epokegørende et af slagsen. Det er dog et enormt intenst album, faktisk noget af det mest intense, jeg har hørt i lang tid. Pga. skrigeriet og de kaotiske lydbilleder kan albummet godt være lidt enerverende at høre på en gang i mellem, men omvendt virker "Cannibalised" nærmest afslappende på mig, når jeg blot sætter mig og tager imod det bombardement af lyde, der tæsker industrielt ud af mine højtalere. Jeg efterlades under alle omstændigheder ikke i tvivl om, at Biomechanical stadig vil være værd at holde øje og øre med i fremtiden.
