Hold da kæft, den så jeg ikke komme!
Belphegor har altid været et band, jeg har haft lidt svært ved at tage seriøst, med deres til tider alt for overdrevene perverse og sataniske lyd, der næsten lyder som en parodi på, hvordan metal lyder for folk, der ikke kan fordrage metal. Det var med blandede forventninger, at jeg satte mig ned for at høre deres elvte album Totenritual, men for satan da, en fed skive!
Satanisk og ondt af helvede til
Forsanger Helmuth har udtalt i interviews, at han foretrækker ikke at putte Belphegor ind i nogen særlig genrekasse, og det kan man virkelig høre på Totenritual. Lydmæssigt er Totenritual en cocktail af det fedeste fra både black metal og dødsmetal og melodisk dødsmetal, men der er også noget mere noget, jeg synes, jeg ikke har hørt før, noget, der gør, at man får den der kuldegysning, når noget musik er rigtig godt.
Albummet starter med ”Baphomet”, som er et klassisk blackened death-nummer og en skøn måde at sætte stilen for det høje tempo. Anden sang ”The Devil's Son” starter med at fortælle lytteren, at vedkommende har Djævlen i sit kød… ja, det lyder lidt fjollet, men alligevel giver det mening for Belphegor, især fordi denne sætning bliver efterfulgt af fire og et halvt minut af tung ondskab, der overraskende nok har en masse diversitet og skønhed over sig.
Efter min mening er den bedste sang det tredje nummer ”Swinefever - Regent of Pigs”, som nok er en af de bedst producerede sange, jeg længe har hørt. Produktionen er simpelthen så vanvittigt sprød, og sangen er så perfekt komponeret, at alt bare går op i en højere enhed. Hele pladen er bare generelt godt produceret, men det er især på ”Swinefever - Regent of Pigs”, at man kan høre det.
Med ”Apophis - Black Dragon” bliver det hele pludseligt lidt doom-agtigt, og vi får da også et lille, hurtigt kontraststykke på akustisk guitar midt i det hele, hvilket bare viser, at selvom der er et underlæggende tema, er to sange på Totenritual ikke ens. ”Embracing a Star” og titelnummeret ”Totenritual” er to sammenhængende sange, der slutter hele albummet af med et brag: først med ”Embracing a Star”, der nærmest er en kosmisk hyldest til Satan, derefter med ”Totenritual”, der er fremkomsten af den mørke fyrste ham selv.
Puha, jeg tror, jeg skal høre noget med kattekillinger nu
Der er efter min mening få bands i dag, der lyder ”rigtigt” onde, men østrigske Belphegor kan sgu stadig finde ud af det. Helmuts nærmest bipolare stemme og de voldsomt nedtunede guitarer virker bare på en eller anden måde. Normalt plejer jeg at synes, overdrevet satanisk musik er lidt fjollet, men når det er så gennemført og veludført, kan man ikke andet end at klappe i sine små metalhænder, selvom det betyder, at man får svært ved at sove bagefter.
