Ny suppe på gamle knogler
Nu er det atter tid til at pudse Aviator-brillerne og pjuske op i de grånede firserlokker, så de er klar til en omgang stivnakket headbanging. De gamle tyske powermetalkendinge fra Grave Digger har nemlig pustet støvet af knoglerne og er igen klar til at ryste riffs ud af ribbenene på deres 22. studiealbum, Bone Collector, som markerer bandets 45-årsjubilæum. Flere af bandets tidligere album som Tunes Of War fra 1996 har tydelige bagvedliggende koncepter som eksempelvis Skotlands historie. Bone Collector lader derimod ikke til at have et klart koncept, ud over at bandet selv fremhæver fraværet af de keyboardpassager, der ellers har floreret på deres udgivelser. Men er det nok til at blive nyskabende, eller koger Grave Digger blot ny suppe på gamle knogler?
Powermetals svar på en citronmåne
Det er et evigt dilemma for etablerede bands: Enten forsøger bandet at finde en ny lyd og bliver udskældt for ikke længere at lyde som sig selv, eller også leverer de den musikalske opskrift, som har virket for dem tidligere, og kritiseres for at være kommercialiserede og forstokkede. Grave Digger er ikke i fare for at blive klandret for det førstnævnte, for der er så godt som intet nyt under solen på Bone Collector. Chris Boltendahls vokal er stadig lige flad efter 45 år, selvom små bobler af en anelse højere oktaver sniger sig frem på eksempelvis “Kingdom Of Skulls” som de sidste rester af brus i en fad fadøl. Sangen er et af albummets bedre numre med god energi og klassiske thrashede riffs. Særligt guitarist Axel Ritt udmærker sig på numre som dette med sine veludførte soloer, der sidder i skabet, men ofte er en anelse kortvarige. På senere sange som “Killing Is My Pleasure” hæver niveauet sig, når guitaren og trommerne har lidt mere plads at boltre sig på, og det energiske tempo får næsten lytteren til at snøre løbeskoene.
Man er ikke altid sulten efter nye kulinariske opskrifter og kunstfærdige La Glace-kager – nogle gange har man bare lyst til en god citronmåne uden de store dikkedarer. Grave Digger er metallens svar på en helt habil citronmåne. Albummet leverer, hvad det lover: klassisk, thrashinspireret powermetal fra firserne, som man kender det. Det er ikke i sig selv kritisabelt, men heller ikke noget at råbe hurra for. Albummet havde da også fået en højere karakter, hvis ikke Boltendahls vokal som vant havde punkteret bandets lyd med sit snævre stemmeomfang. Bone Collector lagde ellers an til en solid start, da titelnummerets ildevarslende sireneskrig satte gang i solide riffs og dundrende dobbeltpedal. Denne og flere andre af albummets sange har kapacitet til at blive gedigne ørehængere grundet deres simple, repetitive komposition. De er meget MyRock-venlige og vil gå fint til en livekoncert, hvor publikums energi og fællessang kan bære bandet igennem, for de kan ikke længere gå selv.
Nyskabelse uden forandring
Efter ti numre med nogenlunde samme komposition og et album, der ligner mange af de forrige, virker de knogler, som Grave Digger har gravet frem fra gemmerne, stadig meget støvede. Grave Digger fremstår mest af alt som et band, der ridder på udtjente thrashtravheste, men dog trods alt kommer i mål. De kender deres publikum og serverer dem en fin citronmåne: velkendt, pålidelig og lidt svampet. Albummet vil således glæde dem, som helst vil have nyskabelse uden at ændre noget som helst.
