Interview med Helmuth fra Belphegor

Helmuth

Belphegors guitarist/sanger har en masse interessante ting at sige om deres nye album "Totenritual" og deres kommende koncert på dansk jord.

Hvad er meningen bag titlen Totenritual?

Hail! Det er den perfekte titel til dette album. De dødes ritual (oversat fra tysk). Overordnet, sangene, atmosfæren, coveret.. Det hele handler om magi og frihed til at gå din egen vej, tage dine egne valg og ikke lade nogen prøve at forme dig, ødelæge din vilje eller fortælle dig, hvad du skal gøre. Det døde er alle steder, dæmonerne svæver over os, de venter bare..

Hvordan ville du beskrive det nye album?

Det er fuldstændig barbarisk, med en meget rituel og ceremoniel atmosfære, præsis som vi ville have det. “APOPHIS - BLACK DRAGON” er en heavy death metal-sang med en masse tyske og latinske tekster og original messen fra en gammel bog om de døde. Med ”EMBRACING A STAR” eksperiementerede vi med nye ting i arrangementet, tilføjelse af munkekor, fortællinger, grynt og growling, men også akustiske guitarer. ” SWINEFEVER – REGENT OF PIGS“, titlen siger det hele, og det er den mest brutale, blasfemiske sang på den nye LP, mens den klassisk inspirerede salme ” THE DEVIL´S SON” er den hurtigste sang, vi endnu har indspillet. Vær forberedt, og husk datoen den 15. september.

I har for nyligt udgivet “Baphomet”, den første single fra Totenritual, hvad handler den sang om?

Baphomet er altings skaber. Arrangementet håndterer dualiteten ved livet, og den har elementer fra gamle, magiske ritualer, hvor den øverste præst hidkalder Baphomet for at blive Baphomet. Det er på den måde, man skal forstå den dualistiske, androgyne natur – ved at blive den. Teksten viser mange billeder af dualistisk natur, modstridende kræfter, der fuldender hinanden for at blive ét med hinanden, blive energi.  Det er også påkaldelsen, der bliver messet af højestepræsten, mens han bliver forenet med kræfterne fra afgrunden, for at forstå Baphomet. Den essens er ren skabelse.

I er i de seneste år begyndt at tune jeres sange meget ned, er der en specifik grund til det? Og er det noget, vi vil høre på det nye album?

Ja. Den her gang har vi tunet vores guitarer endnu mere ned end før, så vi nåede en anderledes ”low-end tone”. Det var en god beslutning, og det åbnede en ny verden for mit guitarspil og for sangskrivningsprocessen. Det er et andet niveau af ekstremitet, lydmæssigt. Jeg foragter begrænsning eller stagnation. Vi prøver altid at udfordre os selv. Vi gør det ved at ændre skriveprocessen, studierne, producerne etc. Det er meget mere spændene for os, der er et element af det ukendte, også for os. Det vigtigste, når man skaber kunst, generelt, er at det bliver ved med at være interesant og potent. Det er lige meget, om det handler om visuel kunst eller musik. Vi arbejder med en blanding af forskellige mennesker på optagelsesholdet på hvert album. Det giver automatisk hver udgivelse en distinkt lyd.

I har også udviklet en mere blackened death metal-lyd, er det noget, der vil blive mere distinkt på Totenritual?

Ikke rigtigt. Vi føler ikke, vi er en del af blackened death-metal bevægelsen nu til dags. Vi etablerede og skabte vores lyd, lang tid før det blev trendy, for to årtier siden. Et mix mellem death og black metal, smeltet sammen til en symbiose af ekstreme lyd-collager. Vi bruger begge genrer på den mest nådesløse måde, og det er, hvad Belphegor repræsenterer og står for.

Jeg ved, det er lidt et rutinespørgsmål men hvor får I jeres inspiration fra?

Jeg hader stagnation, så alt er godt i forhold til inspiration i øjeblikket, da vi har formået at bringe os selv til det næste niveau som musikere og som band. Vi er stadig fjender af korset, vi knæler ikke, kravler eller beder til nogen gud. Alt der er mørkt, anti og non-konformativt fanger min opmærksomhed. Jeg har haft mange chancer i mit liv til at lære, at virkeligheden ofte er meget mere mærkelig end fiktion. Og det er, hvad der inspirerede mig til at skrive det her særlige album, med titlen Totenritual.

Hvordan er scenen i Østrig nu til dags, er der en god scene for black metal?

Jeg har aldrig gået op i nogen scene, jeg støtter hvad jeg kan lide og ignorer resten. Der er gode bands alle steder. Vi har heller aldrig følt, vi var et black metal band. Vi har altid spillet det brutale dødsmetal inspireret af black metal. Jeg beundrer en masse black metal bands, men det er ikke ligefrem det, Belphegor står for, men hey, i bund og grund er det lige meget, jeg kan ikke lide at blive sat i bås som det ene eller det andet hele tiden. Det her er Belphegor, vi behøver ikke passe i nogen genrer.

Hvordan tror du, jeres fans vil reagere på Totenritual?

Jeg bruger ikke udtrykket fans, det er nedværdigende efter min mening. Altså, selvfølgelig er det fedt, hvis folk kan lide det, -  hvis ikke er det deres tab. Jeg er her ikke for at please nogen. Vi er ikke sell outs, og vi hører ikke til den overfladiske mainstream death/black metal-scene, som i øvrigt er lam og alt for sikker og trendy. Vi er autentiske og seriøse omkring, hvad vi laver, og vi praktiserer hvad vi prædiker. Den her form for arkaisk, suprem lyd må provokere, være højlydt, ophøje og være aggressiv, ikke få dig til at falde til ro. Vi har altid udviklet os fra album til album, det line-up, der har skabt og indspillet Totenritaul, er det bedste, vi har haft indtil videre. Så vi har kunne lave noget mere intenst og bragt alt til et nyt niveau af ekstremitet, og det har altid været hovedmålet.

Efter albummet er kommet ud, skal I lidt på tour, men hvad er jeres planer for bandet bagefter?

Vi er konstant på tour, vi er et af de mest hårdtarbejdende bands på den her planet. Ja, vi marcherer gennem Europa i september og oktober, efter det vil vi tage vores Totenritual-korstog til Nordamerika igen i november og december. The Black Christmass Festival den 16. december bliver nok det sidste show i 2017! Vi har allerede fem open air-koncerter fastlagt for 2018. Jeg kan ikke annoncere noget endnu, kun at vi vil vende tilbage til Wacken Open Air til næste år, og det bliver fedt at være en del af det igen. I begyndelsen af marts vil vi vende tilbage til Latinamerika på en fire ugers tour, vi vil også dække Asien igen, så der er meget på kortet. Vi vil turnere med Totenritual i mindst to år. Og så er en genudgivelse af de første tre Belphegor-albums planlagt gennem Season of Mist i begyndelsen af 2018.    

I skal spille et show i Danmark i september, hvad kan danske fans glæde sig til fra jeres live show?

Ja, den 28. september i Pumpehuset. Det er altid en fornøjelse at bringe vores kaotiske lyd til Danmark. Siden det er en headlining tour igen, kan vi komme med fuldt gear og marchere stærkere end nogensinde. En Belphegor- koncert er et ritual nu om stunder, jeg hører introen, lugter røgelsen, mit sind skifter til en anden zone af virkeligheden, og jeg forsvinder ind i et andet rige. Jeg elsker at forlade min krop i en time under en Belphegor-koncert, lade dæmonerne tage over og tage fuldstændig kontrol over musikken, det er en nydelse. Jeg kommer næsten, hvis ceremonien går godt, og publikum er er sindssyge og vilde. Tit er det magi mellem bandet og publikum, det er de mest intense ceremonier, hvis du mærker sveden, dunkelheden - blodet … så er vi klar og kan fyre vores musik af, ind i horden med umådelig intensitet.

Har du noget, du gerne vil sige til jeres danske fans?

Tak for pladsen. Vi håber, at vi også bliver inviteret til en open air i Danmark. Det har vi aldrig haft mulighed for, og det er noget vi rigtig godt kunne tænke os. Jeg vil også gerne nævne, at digipack-versionen af albummet kommer med to bonus live tracks, optaget i år, i Oslo i april, med titlerne ”Gasmask Terror” fra Conjuring the dead LP´en og ”Stigma Diabolicum” fra Bondage Goat Zombie LP´en. Ave Danmark, vi ses til september. An honor - this horror!