Den berømte toer

Med From Hell with Love får vi serveret ret nummer to fra finske Beast in Black. Hvad der er i første omgang var et udbryderprojekt får nu egne ben at gå på, og hvor vi tidligere blev trakteret med en servering, der bundede i en japansk tegneserie ved navn ”Berserk”, er vi denne gang lidt længere tilbage i tiden. Vi er stadig i den japanske tegneserieverden, men denne gang bliver der brugt tid på en historie over flere bind: ”Fist of The North Star”.

Så skal de der trommer dælme have tæsk

From Hell with Love er lige så bombastisk som forgængeren Berserker og med lige så meget fart over feltet. Der lægges hårdt ud med ”Cry Out For A Hero”, som er en direkte reference til helten i ”Fist of The North Star”, Kenshiro, der i en post-apokalyoptisk verden drager rundt for at gøre op med banditter, voldelige bander og krigsherrer, der måtte undertrykke de svage og hjælpeløse.

Gennem alle sangene bliver vi guidet rundt i forskellige eventyr med Kenshiro og ser, hvordan han gør op med den ene fjende efter den anden med sin dødbringende kampsport Hokuto Shinken. Måden vi bliver ført rundt i de forskellige eventyr er selvfølgelig på den traditionelle powermetal-måde. Der er trommer, der får så mange tæsk, at selv Mike Tyson ville skamme sig. Der er guitarsoloer over det hele og en vokal så unik. Det hele er akkompagneret af et strålende keyboardspil og et baggrundskor, der lige så godt kunne have gjaldet hymner i den næste verden.

I og med, at ”Fist of The North Star” er fra 80'erne, ville det være atypisk uden en musikalsk reference til netop dette årti. Den kommer skam også, men hvor de fleste ville have forventet en hyldest til noget tidligt glammetal eller måske noget Kai Hansen, er det som om denne hyldest, hvis det er en sådan, er gået helt i skoven. Med ”Die By The Blade” er det som om, der er gået 80'er-melodi grand prix i deres tanker. Der skal ikke meget mere end introen til, før jeg tænker spotlight på keyboardspilleren, tåge hen over scenen og så ellers Tommy Seebach i et stram neongult one-piece midt på scenen.

Men det må siges, at jeg kun kan finde to svipsere From Hell With Love. Den er faktisk ganske gennemført, jeg er vild med Yannis' stemme, jeg er vild med Attes trommespil, og med Anton og Kasperi på guitar er det en fryd at følge med. Den anden svipser, om man må sige, er måden publikum skal holdes fast på. Jeg synes, albummet bliver en anelse for anonymt hen mod slutningen. Det er som om, man har samlet alt det gode i starten og derefter løbet tør for materiale til anden halvdel. Og det ødelægger desværre helhedsoplevelsen.

En godkendt opfølger

Alt i alt vil jeg sige, at From Hell With Love er helt klart godkendt. Album nummer et kan være svært at følge op på, især hvis det første album har fået gode anmeldelser over hele spekteret. Der var lige en svipser eller to i denne omgang, men jeg kan helt klart godt lide den generelle oplevelse af Beast in Black, og der vil da helt klart være gang i sagerne, når de engang runder Danmark med et liveshow.