Og turen går til … 

Beast in Black er ikke længere et ubeskrevet blad. De har slået sig fast som et power metal-band i topkvalitet, og med en forkærlighed for temaer som anime og sci-fi har Anton Kabanen og hans fire kumpaner igen været på nettet for at finde inspiration til levebrødet. Denne gang er det om kærlighedshistorien mellem The Beast og en kvinde ved navn Cynthia. Kunne man få tankerne ledt hen på et eventyr om et uhyre og en pæn kvinde? Det tror jeg nok. Temaet om deres kærlighed udforskes i et potpourri af inspirationskilder, og det er nogle gang en labyrint at se, hvad der er inspireret, og hvad der direkte er lånt.

… JAPAN!

Åbningsnummeret ”Blade Runner” kan du selv gætte dig til inspirationskilden i. Du har tre gæt, og de to første gælder ikke. Det er over-the-top-happy-go-lucky lige fra start med diskobeat og en meget aggressiv Yannis Papadopoulous, som virkelig har taget de sure bukser på i dagens anledning. Uanfægtet albummet så er man simpelthen nødsaget til at anerkende Yannis’ tekniske dygtighed. Om han skal synge falset eller growle, gør han det til ug, og omkvædet i ”Blade Runner” spår jeg, bliver en fanfavorit til liveshows. Men nu kommer ridsen i lakken: Nummeret ”Bella Donna” er simpelthen for tæt på deres hit ”Blind and Frozen” fra deres debutskive, Berserker. Du kan praktisk talt tage teksten fra begge sanges omkvæd og bytte dem, så ville man dårligt ane forskel. Det er synd, at man kører den ind med AC/DC-metoden: samme tempo, feel, akkordrundgange, rytme på repeat.

Nuvel, vi må videre.

Nummeret ”Hardcore” er en hyggelig lille sang i shuffle-rytme, og her kunne omkvæddet snildt have været et cover af en hidtil uspillet Volbeat-sang. European-bubblegum-dance-metal er en konstant ting på denne skive, især med nummeret ”One Night in Tokyo”. Her skal man altså holde tungen lige i læderbukserne, selv som power metal-fan, for at kunne følge med. Igen ledes tankerne hen på et tidligere nummer fra Berserker, nemlig ”Crazy, Mad, Insane”. Dette passer godt til den spøjse side af Beast in Black, for de har altid et nummer eller to, der kan betegnes som decideret vanvittigt. ”Moonlight Rendezvous” står som et af pladens stærkeste numre, hvor musikaliteten fra de forskellige bandmedlemmer kommer mere til sin ret. Diskotrommer og 80’erkeyboard fylder det meste af introen, og de får det til at fungerer – på samme måde som nogle dygtige kokke kan få muggen ost og levende insekter til at smage godt i en dessert; det burde ikke virke, men det gør det!
”Broken Survivors” er igen et nummer, som kunne have rødder i debutskiven fra nummeret ”Blood of a Lion”. Beast in Black fungerer faktisk bedst, når de ikke giver den fuld gas, men skruer tempoet ned på medium og lader melodierne og Yannis fylde i lydbilledet. Lige netop ”Broken Survivors” er et fantastisk nummer og et nummer, denne anmelder mener, symboliserer Beast in Black i dens deres helhed.

Hele to covernumre skal vi nu igennem: både Manowars ”Battle Hymn” og Michael Jacksons ”They Don’t Care About Us”. Numrene er jo velkendte og passer meget fint ind i pladens tema, da de emmer af modstand mod en større fjende og stridslyst mod uretfærdighed.

不要

Pladens tema... Nå, jo, kærligheden mellem de to... Øh, ja. Det havde jeg helt glemt. Og hvorfor havde jeg nu det? Nå, ja, fordi der er en masse sange på Dark Connection, som ikke nødvendigvis er dårlige, men kedelige og forglemmelige. Det opvejes heldigvis af de sange, som faktisk virker, men historien går desværre tabt i den dystopiske fortælling. Der er ikke opfundet noget som helst nyt på denne skive, men lagt ekstra numre i kurven af fede numre, som kommer til at fungere perfekt live. Om dette har været planen fra start, skal jeg ikke kunne sige, men det er ikke desto mindre numre, jeg vil glæde mig til at opleve.