Death & Legacy er østrigske Serenitys tredje album. Og hvilket album.

Serenity spiller en blanding af progressiv, power og symfonisk metal, hvilket de på Death & Legacy gør til næsten perfektion.

Pladen starter med en instrumental intro, som også starter næste nummer. Min første tanke, da jeg hørte de første numre på pladen var, at det umiddelbart kunne være soundtracked til den næste Pirates of the Carribean film. Lyden af havet, råben fra mandskabet og de knagende skibsmaster gjorde, at jeg nærmest forventede lyden af Jack Sparrows stemme komme ud af højtalerne. Lydeffekter fra fx skib og kirkeklokker fylder en del på albummet, og skaber en fantastisk og episk atmosfære som klæder Death & Legacy rigtig godt.

Selve musikken er, som beskrevet ovenfor, en blanding af power, symfonisk og progressiv metal. Umiddelbart er det ikke den genre, som jeg høre mest, men Serenity kan virkelig deres kram, og er et band jeg helt sikkert vil vende tilbage til. Musikken er bygget op om de sædvanlige guitarer, trommer og keyboards, og som enhvert symfonisk band, skorter det heller ikke på diverse klassiske instrumenter som pianoer, strygere og kor. Dette leder for mig tankerne hen på bands som Nightwish under Tarja Turunen eraen, Rhapsody of Fire og Kamelot, og hvis man kan li disse band, er Serenity en ny favorit.

Som på et hvert af de nævnte bands plader, er der også et par duetter på Death & Legacy. Normalt er jeg lidt forbeholdende overfor disse duetter, da jeg ofte synes, at de bliver for karikerede og nærmest cliché agtige uden at passe ind i musikken. Dette er på ingen måde tilfældet på Death & Legacy, for her passer duetterne rigtig godt ind i lydbilledet, og bliver på ingen måde irretterrende, da de i stedet for at sinke hastigheden på albummet fører pladen videre på en god måde.

Til sidst er der vokalarbejdet, som i Serenity leveres af Georg Neuhauser, hvilket han gør fortræffeligt. Neuhauser’s stemme passer virkelig godt til musikken, hvilket kun gør pladen endnu bedre.

Den eneste ting jeg umiddelbart har at sætte på pladen er, at den er meget kompleks forstået på den måde, at den virkelig kræver opmærksomhed for, at man får det maksimale ud af pladen. Lydbillederne, musikken og stemningen kræver nærmest opmærksomhed, og er derfor ikke et album jeg vil sætte på som baggrundsmusik. Samtidig mangler jeg et par numre som skiller sig ud, men Death & Legacy er nærmest en lang fortælling som kræver, at man høre albummet ud i et for at få den store sammenhæng med.

Alt i alt er Death & Legacy virkelig et lækkert album, og for mig som ellers normalt høre ovre i den hårdere del af metallen, har Death & Legacy været et frisk pust, og et band jeg helt sikkert vil følge fremover.